0 kommentarer

Fortabelsen af Leena Krohn

af d. 18. maj 2020
Info
 
Forfatter
Genre
Omslag
Sideantal

148

Udgivet

2020

ISBN

978 87 7151 484 1

Originaltitel

Kadotus - oversat af Siri Nordborg Møller

Udgave

1. udgave

 

At Leena Krohn endnu ikke har fået Nordisk Råds Litteraturpris, er helt ubegribeligt. Hun skriver som en engel på psilocybinsvampe, er original på nærmest genial vis og gør os hele tiden klogere som mennesker, uden at vi aner, hvad der ramte os.

Tag nu bare Leena Krohn nye roman, ”Fortabelsen”. En beskeden bog på 148 sider, som sætter så mange tanker i gang, at den begejstrede anmelder snildt kunne have fyldt en hel avis for at få det hele med.

“Fortabelsen” er konstrueret som to tandhjul, der griber ind i hinanden. Dels er vi inde på hittegodskontor, hvor en stadig strøm af indleverede genstande hver tildeles sin egen lille historie. Dels er vi inviteret udenfor til en særlig fest i den unavngivne by, kunstarternes og oplevelsernes aften, med linedansere og slangemennesker, billedkunstnere og rappere, lommetyve og dommedagsprofeter, et leben uden lige.

På denne magiske aften samles tusind historier i én, personer og ting griber uafvidende ind i hverandres liv og forsvinder ud i mørket, kun for at blive afløst af andre uden ophør.

Vores hovedperson er ansat på hittegodskontoret i byen. Fortabelsen, som hun kalder det. Hun er et på én gang skarpsindigt og misantropisk bekendtskab. Ting kan hun se et formål med, men mennesket er efter hendes bedste overbevisning uden mål eller med.

En dag indleverer nogen en ørenring udformet som en rød, dråbeformet tåre.

I næste historie finder vi ud af, at det er Fluernes Frue, en kvindelig performancekunstner, der har mistet ørenringen. Hun optræder splitterfornøjet i en telefonboks, hvor hundredvis af spyfluer prøver at trænge ind i hendes mund, øjne og andre kropsåbninger. Bagefter vil en nyfigen mand vide, hvad meningen er med det hele, og så er det, at hun taber sit smykke.

En anden kvinde medbringer sit kæledyr til festen og beder en forbipasserende passe det et øjeblik. Dyret viser sig ved nærmere eftersyn at være en kattestor, temmelig klam bille. Men er sådan én nu af hankøn eller hunkøn? Spørgsmålet giver Krohn anledning til en ironisk kommentar til den grasserende debat om kønsidentitet.

Billen kunne være taget lige ud af Krohns hovedværk, ”Tainaron”, hvor insekter – lige som hos Disney – spiller vigtige roller.

I “Fortabelsen” væves helt realistiske og dybt absurde episoder sømløst sammen. Som hvis Robert Altmans novellefilm “Short Cuts” havde været baseret på Salvador Dalis surrealistiske tankegods. Eller som Leena Krohn selv skriver: “- som i en drøm, man ved er en drøm, men som alligevel varer ved.”

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter