0 kommentarer

Forlad os vor skyld af John Hart

af d. 28. juni 2016
Info
 
Sideantal

496

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93323-36-0

Originaltitel

Redemption Road
Oversat af Ingeborg Christensen

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

John Hart holdt mig i et jerngreb denne weekend. For er man først startet på ”Forlad os vor skyld” skal der mere end almindelig overtalelse til for at lægge bogen fra sig. Spænding fra første færd – og et plot så komplekst, at man undervejs taber pusten og tænker – nu MÅ jeg have løsningen, jeg kan ikke holde det ud mere.

”Forlad os vor skyld” har en religiøs undertone, og scenen er sat i et kirkeligt miljø, mere vil det være synd for kommende læsere at afsløre. Romanen indledes med et citat fra Leonard Cohen: “Det er et koldt og det er et ensomt Halleluja”.  Og det er det så sandelig!

Der er så meget at afsløre og så mange plots, der kører til højre og venstre for at smelte sammen og så skilles igen – og den store finale kommer til sidst, hvor alt går op i en højere enhed. Næsten som et musikstykke, hvor trommerne antyder drama, violinerne stemmer i og bassen synger en melankolsk melodi. Alle musikinstrumenter er i overført betydning i brug, og John Hart bringer flere steder læseren i ulidelig spændingsekstase.

Hovedhistorien er kriminalassistent Elisabeth Black, der befrier en ung kvinde fra nogle voldtægtsmænd, der har spærret hende inde. De to mænd bliver skudt under befrielsesaktionen, men da Elisabeth skal afrapportere, hænger hendes historie ikke sammen, og politiet suspenderer hende fra jobbet og indleder en undersøgelse.

Sprogligt er John Hart en fornøjelse at læse – hør bare her, hvordan han sætter scenen, da vi introduceres for den næste hovedperson, politimanden Adrian, der sidder i fængsel for et bestialsk mord på en ung kvinde: ”Livet bag murerne indeholdt det paradoks, at hver dag kunne ende blodigt, men hver morgen begyndte på nøjagtig samme måde. En mand vågnede, og så længe som det tog hjertet at slå to slag, vidste han ikke, hvor han var, eller hvad der var blevet af ham. Disse få sekunder var magiske, en varm blafren, indtil virkeligheden vandrede hen over hans brystkasse med erindringens sorte hund traskende i dens fodspor. Denne morgen var ikke anderledes en de andre: først stilhed, så minderne om alle de ting, der fulgte med tretten år i en kasse. Den slags øjeblikke var slemme nok for de fleste. For en politimand var de værre. For en politimand som Adrian var de ubærlige.”

Jeg bliver især bjergtaget af sætningen ”virkeligheden vandrede hen over hans brystkasse med erindringens sorte hund traskende i dens fodspor”. Man ser det for sig.

Forfatteren David Baldacci reklamerer på forsiden af bogen: ”Læse denne roman. Og gå så tilbage og læs alle de andre romaer af John Hart. Så god er han!”

Personligt har jeg læst ”Det sidste barn” og ”Jernhuset”, og det var også glimrende bøger. Er du til spænding, thriller og psykologiske plots, vil du nyde ”Forlad os vor skyld”. Men regn ikke med at du kan læse bogen on-off – den kræver at blive slugt råt i ét stykke. God fornøjelse.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter