0 kommentarer

Forfølgeren af Magnus Nordin

af d. 12. december 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

270

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06402-5

Originaltitel

Förföljaren

 

Året er 1996 og en pige tager fra skole med et påskud om hovedpine. Spændt er hun taget af sted for at mødes med en fyr, som hun har kendt et kort stykke tid. Noget går galt ude i skoven og der sker noget ganske forfærdeligt, men hvem der er skyld i det står hen i det uvisse.

Fremme ved året 2004 møder vi kæresteparret Malin og Adnan. Malin bor sammen med sine forældre, men har ikke en ubesværet ungdom, da moderen er meget syg, hvilket følgelig påvirker teenagerens liv. Da Malin ved et uheld bliver gravid, er abort den eneste rigtige udvej for hende, og uden nogens vidende, tager hun en dag på hospitalet for i al hemmelighed at få foretaget indgrebet. Men mens hun er der, henvender en ung mand sig til sygeplejersken og spørger efter hende. Han præsenterer sig som Adnan, men noget stemmer ikke overens, og da Malin spørger lidt ind til hans udseende, bliver hun klar over, at det ikke hendes kæreste, der har været der. Nogen forfølger Malin og det får konsekvenser for både hende og Adnan.

Vildt spændende og fængende handling, hvor der sker så meget, at man nærmest bliver forpustet. Handlingen fordeler sig i flere “akter”, da man følger 3 forskellige piger, som alle kommer i kontakt med “Forfølgeren”. Som læser holdes man derfor i et jerngreb ved, at man indimellem ser handlingen fra den ukendtes synsvinkel, og nysgerrigheden efter at finde ud af hvem denne person er, er meget intens. Mistro til de forskellige personer samt gætterier om hvem den skyldige er, er en stor del af krimilæsningen og det er der så sandelig rig mulighed for i denne bog. Meget anbefalelsesværdig roman til både unge og voksne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter