0 kommentarer

Fordi jeg var nødt til det af Pia Kjærsgaard og Jette Meier Carlsen

af d. 23. februar 2016
Info
 
Sideantal

356

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-14755-1

Udgave

1. udgave, 3. oplag

 

Pia er vokset op i et ret almindeligt hjem dog uden man talte om de store følelser. Skete ting så pakkede man dem lidt væk og derfor blev der heller ikke taget særligt hånd om hende og hendes bror, da forældrene blev skilt.
Men det var med til at gøre Pia til en fighter, for hun opdagede ret hurtigt at hvis man vil opnå noget, skal man kæmpe for det. Det være sig at få ting igennem offentligt, men også personligt. Man kan ikke bare lægge låg på og tro det hele nok går alligevel.

Familieværdier og traditioner har altid betydet meget for Pia og selv om hun grundet sit politiske virke ikke har kunne være til stede konstant overfor sine børn, så gør hun hvad hun kan i dag for at være til stede overfor sine børnebørn.
Det har haft konsekvenser i familien, at Pia har været en offentlig person og til tider en person truet på livet. Det har ikke altid været nemt at være barn af Pia, selv om man har forsøgt at undgå at børnene skulle frem i rampelyset. Og man er ikke i tvivl om, at Pia har betalt en høj pris for at have det liv hun har haft, for hun har også måtte gøre op med sin fortid og lære at håndtere følelser bedre, ellers ville det have været svært at holde sammen på familien. Hendes mand Henrik har dog været en stor støtte, og selv om han har arbejdet hårdt selv og aldrig stået i skyggen for Pia, så har han alligevel været den som bl.a. var der mest for deres børn og har løftet Pia, når det hele blev lige lidt for meget. Deres forhold er stabilt og trygt, og bogen giver klart udtryk af, at selv om de har været sammen meget længe så kan de stadig have deres uoverensstemmelser, men de giver plads til hinanden af respekt og kærlighed!

Pia omtaler sine kerneværdier, at det betyder noget for hende at man passer på sig selv, at det er vigtigt for hende at vi bevarer kongehuset, at hun går op i dyrevelfærd og at hun aldrig nogensinde har opfattet sig selv som “magtliderlig”. Hun opfatter sig selv som en ganske almindelig person, der bare brænder for at gøre en forskel, selv om det ikke er et udtryk hun bryder sig om, og hun opfatter sig selv som helt nede på jorden.

Biografien fortæller også en historie om en hjertevarm person, der tør stå ved den hun er. En person der har sine meningers mod og en person der ikke har været bange for at tage de hårde kampe. Hun siger endda, at hun fungerer godt under pres, for hun sørger altid for at være velforberedt.

Vi får også historien om hendes bror, der desværre ikke får et særligt godt liv. Men selv om Pia ikke har kunne gøre så meget for ham så holdt hun af ham.

Og så møder vi hende på Santorini, i Henriks og hendes lille hjem i syden. Her kan hun virkelig formå at slappe af og lade skuldrene falde ned, selv om der går et par dage fra hun lander til hun er helt nede. Man er ikke i tvivl om, at her kan hun gå i fred, solbade, nyde livet og bare være. Det er hendes fristed.

Bogen er velskrevet og man får en del gode billeder af se, både af Pia som barn men også senere i hendes politiske karriere. Det er en god bog opdelt i forskellige kapitler, alt efter hvor i livet hun nu er nået til i sin fortælling, og man sidder som læser tilbage med en oplevelse af, at man faktisk er kommet til at lære Pia bedre at kende. Pia har god humor hvilket også understreges i bogen et par gange. Og så har hun let til tårer, hvilket man også får at mærke.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter