0 kommentarer

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger af Morten Søndergaard

af d. 14. april 2014
Info
 
Sideantal

104

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-13077-5

 

Som en note afslører bagerst i ”Fordele og ulemper ved at udvikle vinger”, forholder digtsamlingens ti afsnit sig “på forskellig vis til sprogets ti ordklasser”, hvilket man kan læse mere om på hjemmesiden: mortensondergaard.net/vinger

Der er altså rigeligt at gå i krig med for den konceptdigt-elskende læser. Er man, som jeg, ikke den store fan af konceptdigte, er der heldigvis stadig meget at komme efter. Dog hersker der ingen tvivl om, at der løber en stor bevidsthed om sproget, og om både forfatterens og læserens rolle omkring denne bog, igennem digtene . Fx:

“Mens tingene forundrede betragter os ville vi sige men skrider ud/og rammer i stedet en metafor for ensomhed/jager i stedet en hånd ind i angstens bistade og flodhesten kravler/op af bassinet og vi finder sted eller stedet finder os”.

Til tider bliver det mere (for)”tænkt” end velskrevet – i hvert fald for denne læser – fx i digte som består af ordene: “En et den det de./Den jeg er./ Den der er den.” eller “En muldvarp kravler op/på min mave/lægger sig/ved brystvorten/og drikker min bitre mælk.”

Men det er for det meste ufattelig smukke sætninger, der samler sig i Morten Søndergaards digte. Fx:

“Skyggeblomster og et cellomørke/holdt tæt ind til kroppen/varmen, lyset, lysten, måden at findes/fuldtonet på, et ord midt i en sætning. Ja./Sig det igen. Ja. Lykkeligt at være/i den, dagen, og midt/i det hele: Sig det./Sig det./igen. Ja.”

og især:

“Jeg ligger her, så jeg kan læse digte op/i verdens sjældneste time. Jeg øver mig/ved at sige dem uden at bevæge mine læber./Hun banker på, hun har sine digte/i en pose fra posthuset, hun kan dem udenad. Hun har/vinger og betræder kaos forsigtigt, hun gå/de samme romerske gader tynde og genopfinder/sproget i byens væv.”

Hvilke ordklasser, der præcis bliver behandlet i de forskellige afsnit, kan nogle gange være svært at gennemskue. Men især i langdigtet, der udgør digtsamlingens tredje del, og tager udgangspunkt i forholdsord, er sprogeksperimentet vellykket. Det starter således:
“A priori som isfuglen i lyn gennem vandspejlet, stemmen er en fugl for til at være i munder/ad mørke gader tumler vi mens en nattergal forsvinder ind, over tagene med en trevl af din kjole i sit næb, ud af ingenting/af jord er vi kommet og nu sætter skaderne, ild til vores vinger af knastørt strå”

Digtene omhandler, udover sproget i sig selv, blandt andet kærligheden:
“Og sommeren kom tilbage/med alt sit bulede lys./Her skal min hånd søge din krop/som en enkel måde at nå/fjerne lande på.”

og

“det som drømmene formulerer uden at tøve/det som kroppene gentager/når de smilende går ned i floden af ord.”

Som man kan se i disse digte, er stedslighed også et centralt tema. Digtet, der udgør samlingens niende digt, nærmer sig en rejsebeskrivelse og fungerer vældig godt som helhed. Dette er et lille uddrag:

“Der er lyde af frøer, og natten falder på, det er den første aften i oasen, og jeg går tur, Henrik siger at jeg bare skal gå til venstre og venstre, så kommer jeg rundt og i mørket under lamperne svirrer lysmøl og myg og alting her er længe siden. Der ligger plasticplasker, konserves og plasticdunke. Alt er støvet i Siwa, skriver jeg i støvet, støv er tidens måde at græde på, det er krokodilletårer.”

Dog er der også “naturbeskrivelser”, der ikke falder i så god jord hos denne læser:

“Luften siger: Blomstrende./Sol siger: Sol./ Blomsterne siger: Hej, hej, vi er her også. Det står ikke helt klart om det er forår.”

Generelt er der her tale om en rigtig god digtsamling. Visse elementer skar i mine øjne, men det er jo heldigvis ikke alle, der er så konceptdigt-forskrækkede som jeg. Der er om ikke andet ingen tvivl om, at sproget bliver undersøgt på kryds og tværs i denne bog: “Der går en lige linje mellem astronomi og poesi. Digtene er sprogets/astronauter, hvert ord er et rumskib og observatorium.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter