0 kommentarer

For enden af perronen af Hanne Richardt Beck

af d. 28. oktober 2018
Info
 
Sideantal

464

Udgivet

2018

ISBN

9788702269352

 

På Nørrebro Station står Peter, tæt på de 50, forhutlet og parat til at kaste sig ud foran et tog på skinnerne.

Men stemmer fra forskellige tidsaldre i Peters hoved blander sig og sender ham til afgørende episoder i hans liv. Helt fra 1982, hvor han som 15-årig gik i katolsk skole og mødte Ellen, Gunilla og Agnes.

I et flot konstrueret fletværk af tider og politiske begivenheder beskriver Hanne Rickardt Beck udviklingen fra ”den brune tid” frem til ”den hvide tid”, hvor vrede og politisk kritik ikke længere er velset, men et tegn på taber-identitet. Politiske holdninger og værdier som fællesskab er snigløbet af amerikanske managementstrategier, der pålægger den enkelte at ”adressere” eller ”håndtere” en problemstilling i stedet for at have en holdning til eller gøre oprør mod et system.

Romanens budskab udtrykker forfatteren i en kort dialog med, at ”der er blevet skrabet i vores medmenneskelighed over et langt stræk…”

Peter kommer selv fra en meget velhavende familie i Charlottenlund, som hverken kan anerkende hans kunstneriske sjæl eller forstå  folk fra andre socialklasser. De passer deres emballagefabrik og glæder sig over skattelettelser og ”neoliberalismen og kapitalens flow” i ”den blå periode”.

Med Ellen, der stammer fra arbejderklassen, og Agnes, der kommer fra en mere kulturradikal familie, er lærredet spændt godt ud for at male fire forskellige årtiers kulturelle, politiske og menneskelige udvikling.

Romanen er meget velskrevet, med utrolig rammende og skarpe beskrivelser, der nagler situationer helt ned i de små detaljer. Udviklingen for hovedpersonerne er også interessant og flettes godt sammen med de store træk. Men rent spændingsmæssigt bliver jeg ikke fuldstændigt revet med. Det er mere en roman, hvor man lærer og reflekterer – og genkender miljøer og problemstillinger.

Om den lysende blå tid:

”Økonomien gik strygende derudaf, ikke sandt? Selv socialdemokraterne havde opfattet statens afhængighed af markedet, tænk på Tony Blair, som spiste rejer med Londons bankfolk. Bare fordi man var socialist, var der ingen grund til at gå i krøllede skjorter og æde fish´n chips.”

Om den hvide tid:

”I den hvide tid kunne det være vanskeligt at se hinanden gennem dampene fra utallige caffe latter og emmen af fugtigt overtøj. Man blev let forvirret, når vinteren var hvid af sol i stedet for sne, og sommeren til gengæld var våd og overskyet, så folk måtte trække indenfor på cafeerne, hvor der blev kælet for de kunstfærdige mælkehjerter.”

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter