0 kommentarer

Født i går af David Rousing

af d. 2. december 2017
Info
 
Sideantal

40

Udgivet

2017

ISBN

9788792815149

Udgave

1. udgave

 

Håret vokser ud af ører og næse. Man render på wc i ét væk. Ser alt for megen porno, men gør det selv for lidt. Engang var der jern en gang i timen. I dag er jernet blevet til en slatten gummislange. Tiden er købet fra én: Man forbliver en middelmådighed. Og i øvrigt skal man dø engang. Det har man altid vidst, men bare glemt.

Skuespilleren David Rousing giver den fuld gas som midaldrende mand i bogen med den lettere ironiske titel “Født i går”. Forfatteren er ikke født i går, men sådan føles det formodentlig. Tiden flyver, som vi siger.

Her er midtvejskrise uden filter: »Hej, hvordan går det?« – »ja, det går skide godt du«, svarer man så – og tænker: »Gu’ gør det da ej!«. Over halvdelen af livet er sivet ud i kloakken. Og det liv, der er tilbage er fyldt med løgn, gammelmands-skavanker, utroskab, skilsmisse…. og hold da op, hvor er det hylende morsomt at læse om. Rousing rister sin egen røv og udleverer sig selv, som var han i skriftestolen eller ved psykologen. Men ærlighederne – og artighederne – er kommet på tryk og kan ikke trækkes tilbage. Han kalder sine tekster for »ordsymfoni«, som han passende har pakket ind i en bog i samme størrelse som omslaget til en gammeldags lp-plade af vinyl.

Teksterne er inddelt i fire satser, og sprogrytmen er ren Dan Turèll. Det begynder med et anslag, som gentages som indgang til nye variationer. Se bare her:

»Jeg er en anekdote. Men jeg er ingen Reumert eller Reenberg. Jeg er bare en Rousing. En lille lorteanekdote godt på vej til at blive en parentes…«

»Jeg er en anekdote, der trænger til at blive strammet op i hoved og røv. Navnlig røv….«

»Jeg er en anekdote. Men jeg får ikke lov til at lave mad med Pricerne…. jeg får slet ikke priserne. Hverken Robert eller Bodil…«

»Jeg er en anekdote. En sidsteplads i melodigrandprixet. Jeg er et døvstummehit….«

»Jeg er en anekdote, der kun rimer på tysk og tote. Jeg er nekrologen, jeg selv må skrive. Jeg er krukken, der aldrig fik lov til at skabe mig over andet end min egen aske….«.

Hvor Onkel Danny gjorde dagligdagen guddommelig, er denne guddommelighed svær at få øje på i David Rousings blanding af lyrik og prosa. Alle tekster ledsages af ikke blot uhøjtidelige, men grelle fotos, der står som stærke kontraster til den smukkeserede selviscenesættelse, som florerer på Facebook. Fotografen Karoline Lieberkind har taget forfatteren i tykt og tyndt i noget, der ligner en herskabslejlighed – med sexlegetøj, whiskyflasker og lædersofa.

Et sted ser vi Rousing i gang med en lolitadukke. Et andet sted er han fotograferet med klokkeværket i frøperspektiv. Her er ingen tabuer – og hvor er det både morsomt og befriende.

Det er ikke alle ordsymfonierne, der er lige velklingende, men det går, fordi forfatteren ikke foregøgler, at de skulle være geniale.

De 20 fortløbende fortællinger krydres med QR-koder aftrykt i midten af et foto af LP-plader på indersiderne af bogens omslag. Her kan man høre forfatteren læse op af de fire satser, der bærer overskrifter som »Jeg lyver« »Det swinger«, »Ipatter«, »Pis« og »Jeg skal dø«.

Det er alt sammen så trist og virkelighedsnært, at det er til le ad. David Rousing har engang dannet par med den kønne skuespiller Maibritt Saerens. Det gør han ikke mere. Man forstår ganske udmærket hvorfor.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter