0 kommentarer

Flodtid af Katarina Frostenson

af d. 16. august 2013
Info
 
Sideantal

162

Udgivet

2013

ISBN

http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A29798109

Originaltitel

Flodtid

 

Ikke min kop te! Det må være konklusionen, selvom ordene på bogens bagside fangede min opmærksomhed til en start:

“Den sjat kogt vand jeg hver morgen hælder ud fordi jeg ikke
måler op til min te, spekulerer på hvor den er
Den kan være en dam nu
en pyt, eller have formet en lille bæk
En flod er nok ikke tænkeligt men alligevel
har den måske samlet sig et sted”
(Uddrag af det sidste digt i “Flodtid”)

Samlingens grundlæggende tema er sprogets strømmen – sproget som en flod – og det afrundes på finurlig vis med disse linjer. Samtidig følges den reflekterende stil til dørs med et strejf af humor. Tematisk kan digtene således være interessante nok. Dét, jeg støder mig på, er formen, som i tide og utide hægter læseren af. Et tilfældigt eksempel kunne være digtet “O” (Nøjagtig grafisk gengivelse af opsætningen er desværre ikke mulig):

“Du er alvorlig
alvorlig alvor du er
lille vred var i går glad du er
ulv
ja rapkæftet tricks
så nær sproget at du tror du er det
opkrøben
moses”

Oversætteren, Pia Tafdrup, bemærker i sit efterskrift, at Karina Frostenson har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for “Flodtid”, der er sidste bind i en trilogi udgivet 2004-2011. Siden 1978 har hun udgivet digtsamlinger, dramaer og essays – og omtales som et hovednavn i både svensk og europæisk poesi.
Bl.a. på den baggrund ville det være forkert at påstå, at Frostenson ikke skriver med stor og åben sans for sproget. Hendes digte er rige på sansning, refleksion og ikke mindst på sproglige nydannelser. Tyg f.eks. på “stregkodeord”, “mugkvinde”, “solgloser” og “tungetræ”. Sproget fremstår som en levende, selvstændig organisme, en abrupt flod af ord. Problemet er, at jeg næsten for hver side får dem galt i halsen.
For at lette tilegnelsen begyndte jeg at læse højt for mig selv – det hjalp. Faktisk kom jeg frem til, at digtene bør høres – ikke læses. Indenadslæsning gør dem flade, klangløse og usammenhængende. Rummet bag ordene giver dybde, mening, prægnans. Udfordringen er bl.a. den manglende tegnsætning, der medfører, at jeg som læser selv kan bestemme, hvor én sætning ender, og den næste begynder. Når betydningen kan forskyde sig, bliver meningen svær at indfange. (Eller jeg kan selv skabe den). Dette er uden tvivl et bevidst stilistisk greb, som også danner den stadigt strømmende fornemmelse. Samtidig er det anstrengende læsning.
Jeg mener ikke, at jeg er en doven læser, men det virker for mig lidt frugtesløst på skrift at svømme rundt i Karina Frostensons ord-eksperimentarium. Havde jeg lyttet til digtene, mens hun læste dem op, havde det nok givet en anden oplevelse – for der er klare elementer af skønhed i den fortællende stil, f.eks. i sansninger/rejsebeskrivelser (“Sådan var der i Wien” og “Å”) Men på tryk, som læseoplevelse, er det ikke særligt fængende.
For den, der alligevel er blevet nysgerrig, kan Pia Tafdrups efterskrift anbefales som indføring.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter