0 kommentarer

Flæsk Af Vanessa Joy Hobbs

af d. 4. juli 2015
Info
 
Sideantal

246

Udgivet

2014

ISBN

978-87-12-05039-1

 

“FLÆSK er både stærk, rørende, hudløs, velskrevet og ikke mindst uendelig modig. Den er ung, vred, talentfuld, fyldt med vidunderlige refleksioner og et mylder af tanker fra et sind i oprør.” – Renée Toft Simonsen (fra bogens forord).
”Flæsk” er en meget velskrevet bog, skrevet af den unge danske forfatterinde Vanessa Joy Hobbs. Det er en virkelig historie om at føre et dobbeltliv. Vanessa bryder med denne bog flere års hemmelighedskræmmeri og fortæller ærligt hele verden – eller i hvert fald hele Danmark – om sin største og dybeste hemmelighed. Nemlig hemmeligheden om, hvordan hun lever et liv med anoreksien som trofast følgesvend igennem mange år.

Bogen er skrevet i dagbogsform og giver hudløst ærligt læseren et indblik i Vanessas liv i al dets sårbarhed. Vi får indblik i hendes dybeste tanker, sorger, tvivl, men også i hendes styrke.

Vanessas historie er i høj grad også en fortælling om det danske sundhedsvæsen, som på trods af de bedste hensigter desværre fejler igen og igen. – Spørgsmålet er, om det er muligt at hjælpe en som ikke ønsker hjælp? Kan hjælpen være lidt for tilpasset den enkeltes behov og kan hjælpen være lidt for firkantet og stiv?

Kort sagt er ”Flæsk” en rystende historie om, hvordan det er at være ung i dagens Danmark. En stærk fortælling om, at turde bryde tabuer, stille sig frem, præcis som man er, uden at skjule noget bag store striktrøjer, tørklæder og et tykt lag makeup.

På trods af at bogen til forveksling ligner de efterhånden mange bøger om anoreksi og spiseforstyrrelser som hylderne på landets biblioteker bugner over med, kan jeg kun anbefale alle (også) at læse denne bog som er usædvanlig velskrevet, en modig beretning og meget, meget personlig.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter