0 kommentarer

Fjolsernes Forbund af John Kennedy Toole

af d. 12. januar 2014
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

2008

ISBN

978-87-992428-0-1

Originaltitel

A Confederacy of Dunces

 

I 1969 begår den ukendte engelsklærer John Kennedy Toole selvmord. Blandt efterladenskaberne findes manuskriptet til “Fjolsernes forbund”. I de følgende år løber hans mor forlagene på dørene for at få dem til at udgive bogen, men først i 1980 forbarmer et mindre universitetsforlag sig. En god ide, viser det sig – året efter tildeles bogen den prestigiøse Pullitzer-pris.

“Fjolsernes forbund” er den groteske historie om den 30-årige fedtklump og særling, Ignatius J. Reilly, der bor sammen med sin mor i et af New Orleans mere ydmyge kvarterer. Moderen kæmper en desperat kamp for at skaffe mad på bordet til sin forslugne søn, mens han på sin side prøver at undgå at løfte en finger for at hjælpe til. Ignatius er ikke blot luddoven; han er også overbevist om, at han er skabt til noget større her i livet.

I sit monumentale overmod sviner han alt og alle til for alskens indbildte perversiteter. Gamle bekendte, mennesker han møder på gaden, skuespillerne på det store biograflærred – alle får med grovfilen. Da han på et tidspunkt er ved at blive arresteret for løsgængeri, kommer en ældre mand ham til undsætning … Hvorefter den kry Ignatius får overbevist betjenten om, at han skal knalde den ældre fyr i stedet. En ondsindet satan er han, Ignatius.

Et job på en buksefabrik får han totalt forplumret, da han prøver at overbevise den sorte arbejdsstyrke om, at de skal gøre voldeligt oprør mod grov underbetaling. Senere bliver han pølsesælger, men ender med at æde pølserne selv og blive om muligt endnu mere uformelig. Men han vralter ufortrødent videre, bøvsende og pruttende, fra katastrofe til katastrofe.

Der optræder en perlerække af syrede eksistenser fra det farverige New Orleans. Bøsser, strippere, undercover-politibetjente i sære forklædninger. Det er dybt originalt og ofte også virkelig morsomt.

For mig at se ville bogen have vundet ved at blive skåret ned fra de nuværende over 400 sider til måske 250. Ignatius’ mange rablende skriblerier samt brevvekslinger med en sexgal veninde i New York føles ofte som tomgang. Men alt i alt er “Fjolsernes forbund” en fantastisk læseoplevelse fra det forkvaklede sinds yderste overdrev.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter