0 kommentarer

Fisk har ingen fødder af Jón Kalman Stefánsson

af d. 30. juni 2016
Info
 
Sideantal

408

Udgivet

2015

ISBN

978-87-98209-20-6

Originaltitel

Fiskarnir hafa enga fætur - oversat af Kim Lembek

Udgave

1. udgave

 

“Jeg kører gennem gråvejr og minder, gennem lava og diffuse følelser; dem der tager væk vender aldrig tilbage, og alligevel er jeg på vej tilbage…”

Bliver det mere islandsk? Dybt, dystert, fyldt med patos, men også med en egen poesi. Som om det, der på overfladen skal ligne prosa, i virkeligheden er ét langt digt.

På den måde skriver Jón Kalman Stefánsson. Og han er en værdig repræsentant for den berømmede islandske fortælletradition, der er besjælet af landets afsides beliggenhed midt i et frådende hav med morderiske storme, isnende kulde og et mørke sortere end døden. Mænd er fåmælte og barske, kvinder arbejdsomme og smukke, alle født med en længselsfuld digterspire som flugt fra den ugæstfrie natur.

Et eksempel mere:

”Favntag må være sprogets smukkeste ord. At bruge begge arme til at røre ved hinanden, danne en ring omkring et andet menneske, forenes med det, en stund, to mennesker som bliver til ét i livets malstrøm under en åben og måske gudløs himmel.”

Prosa? Digt? Stefánsson har måske opfundet sin egen genre…

”Fisk har ingen fødder” er Stefánsson for fuld udblæsning. Dybere end nogensinde, fyldt med tanker og indfald, der igen og igen får læseren til at stoppe op og se livet fra nye vinkler. Der sker til gengæld ikke så frygteligt meget i bogen. Handling må vige for sagaen om den islandske folkesjæl, det islandske vejrlig, det islandske hav, den islandske lava – brændende følelser størknet på bundfrossen stengrund.

Fortælleren i indledningen er på vej tilbage til Keflavik. Byen ved verdens ende. Byen, der intet har at byde på ud over en lufthavn og et sort hav, som man ikke længere må fiske i. Kvoterne, you know.

Fortælleren skal mødes med Ari, som også er på vej tilbage – fra København. I sin tid forlod han sit livs kærlighed, Tora, og deres børn – fejede bare morgenservicet på gulvet og skred sin vej. Senere fortryder han, men for sent. Underskønne Toras hævn er kold afvisning i al fremtid. Hun agerer som i det polske digt, der slutter “fra nu af kan jeg elske andre mænd end dig” …

… en linje, der bliver gentaget i en uendelighed, vendt og drejet, belyst fra alle vinkler; som et stykke musik, hvis refræn vender tilbage igen og igen, men altid i en lidt anden toneart.

To generationer før mødes Aris bedsteforældre Oddur og Margret i et kærlighedseventyr så overjordisk, at kun en digter kan beskrive det. Også de får hverdagen at føle, børnene, havet, sliddet, det hårde vejrlig, ensomheden. Men da de mødes, knytter tavse Oddur sine hænder så følsomt, at Margret bare ved, at dét er hans kærlighedsdigt til hende. Hun er til gengæld nøgen under kjolen som et symbol på sine følelser.

Også dette møde gentages i en uendelighed, vendes og drejes, belyses, beundres. Det er smukt og stærkt, men ærlig talt også lidt selvforelsket.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter