0 kommentarer

Filmatiserede noveller af Philip K. Dick

af d. 24. november 2014
Info
 
Sideantal

205

Udgivet

2004

ISBN

87-91303-16-8

 

Jeg kan ikke blive andet end imponeret over en forfatter som Philip K. Dick. Hans noveller og bøger, har givet inspiration til utallige film, og det ser ud til, at det fortsætter, selvom han døde i 1982, lige inden eventyret startede med ”Blade Runner”. ”Filmatiserede noveller” består af seks noveller, der blev til filmene, ”Paycheck”, ”Minority Report”, ”Total Recall”, ”Blade Runner”, ”Screamers” og ”Impostor”. ”Total Recall” er endda filmatiseret to gange, hvor den gamle udgave lægger sig tættest op af novellen.

Fælles for novellerne er synet på fremtiden, hvor han tilbage i 50’erne og 60’erne, hvor novellerne er fra, så en verden, hvor robotter og rumskibe er hverdagskost. Mennesket er som oftest presset ud i en håbløs situation, især pga. teknologien der i stor grad har taget over, og nærmest styrer menneskenes liv. Hovedpersonen er i flere af novellerne kommet i en situation, hvor flugt er den eneste mulighed, men hvor man også sætter sig op mod systemet, og oftest ender historierne med en overraskende pointe på sidste linie. Det er godt skrevet og genial Science Fiction.

For mig stod ”Den anden variant” stærkest. USA og Sovjet er i krig, historien blev skrevet i 1953, så selvfølgelig må det være sådan. Sovjet beder om fred efter en lang krig, hvor USA har fået overtaget, fordi de har udviklet små dræberrobotter, kløer, der dræber alle, der ikke har et armbånd, der kan neutralisere kløerne. Novellen ender igen med en overraskende detalje, der får en til at føle det hele som håbløst og sort. Historien blev til filmen ‘Screamers’ fra 1995, hvor vi blev ført ud på en anden planet, men ellers følger den bogens tema fint. Et tema hvor man meget let kommer til at tænke, at James Cameron også må have hentet inspiration fra Philip K. Dick til Terminator filmene.

Svagest står ”Den lille sorte kasse”, der er en forløber til romanen, ”Drømmer androider om elektriske får?” Måske mest fordi, den ender med storfilmen, ”Blade Runner”, vel nok en af de bedste og mest stemningsfulde SciFi film til dato, det er bare ikke til at se i novellen. Alligevel er det en betagende historie, der dog ikke kan måle sig med den senere, mesterlige roman.

Seks fine noveller, der indtil videre er blevet til syv film, men der kunne sagtens laves en ny samling, for siden er der kommet flere film til, og flere er undervejs. I al enkelhed, har Philip K. Dick haft en kæmpe indvirkning på nutidens SciFi film. Det har været en stor oplevelse at læse novellerne bag filmene!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter