0 kommentarer

Fifty Shades. Fanget af E L James

af d. 8. august 2012
Info
 
Sideantal

514

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-2594-8

Originaltitel

Fifty shades of Grey

 

I bedste lægeromanstil møder litteraturstuderende Anastacia Steele den stenrige og succesfulde entreprenør Christian Grey. Hun falder bogstavelig talt ind ad døren til hans kontor, da hun er ude for at interviewe ham til universitetsavisen. Der er straks en form for kemi mellem dem, men han har mange farlige og mørke sider bl.a. på grund af en traumatisk barndom. Selvom han advarer Anastacia, tiltrækkes hun alligevel af ham, som et møl mod en flamme.
Den unge jomfruelige Anastacia chokeres dog af hans seksuelle tendenser, hvor han vil have hende til at skrive under på, at hun skal være disponibel som hans føjelige sexslave i alle weekender og derudover underkaste sig alle hans regler i hverdagene. Han er ude af stand til at elske og vil ikke have et forhold til hende udover sex.
Anastacia drages dog stadig mod ham, og han mod i hende. Han flyver hende i bedste Pretty Woman stil af sted i sin helikopter, forærer hende en bil og opgraderer hendes flybilletter til første klasse. Han bliver endda så vild med hende, at han forkaster kontrakten og endog overvejer at lade hende beholde sin kønsbehåring. Men kan deres forhold holde, når han er sadist og hun ikke er masochist?

Jeg læste denne bog, fordi den blev valgt som diskussionsbog i min læsegruppe. Hvis ikke jeg havde følt mig forpligtet til det, havde jeg nok ikke færdiggjort den. Der er lidt for meget lægeroman og retoucheret sex over den. Det er en erotisk roman, men selvom jeg vidste dette, da jeg gik i gang, blev jeg efterhånden træt af at høre om, hvor våd hun var og hvordan hun hele tiden kom. Her var ingen sjove malplacerede knæ og albuer i chicklit-stilen – men kun perfekt sex og fuldendte orgasmer, med en guddommelig smuk milliardær. Dybden i bogen er heller ikke noget at skrive om, og hvis man læser skulle være i tvivl om dobbeltheden i titlen, bliver det lige forklaret i bogen, at det jo både kan henvise til hovedpersonen Mr. Grey’s navn og til den gråzone Anastacia er på vej ud i med sit forhold til ham. En ting jeg virkelig godt kunne lide ved bogen var dog de indre stemmer Anasticia har, hendes tanker og den indre gudinde, hun hele tiden beskriver, er et virkelig godt påfund fra forfatterens side.
Uden at afsløre for meget om slutningen, må jeg dog også indrømme, at jeg er nysgerrig på, hvad der sker i toeren – dog ikke så meget, at jeg løber ud og køber bogen.
Bogen er læst på originalsproget.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter