0 kommentarer

FebruaryFiction af A. Rune og A. Silvestri

af d. 20. juni 2018
Info
 
Sideantal

116

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93238-10-7

Udgave

1. udgave

 

FebruaryFiction blev udviklet af A. Rune tilbage i 2016, og alle kan deltage i projektet. Det er små historier i genren mikrofiktion, men 5 dogmeagtige regler skal dog følges: Historien må max fylde 100 ord, det tilstræbes, at der er en begyndelse, en midte og en slutning, historien skal deles med nogen, digitalt gøres det med hashtagget #februaryfiction, og så skal man skrive hele februar. Et ganske fornøjeligt koncept hvor der er kommet mange fine indslag. A. Rune deler denne bog med A. Silvestri, hvor de hver har bidraget med 50 af deres bedste historier.

I første gennemlæsning var A. Runes tekster de mest utilgængelige. De bevæger sig ofte i den nordiske og græske mytologi, og jeg fornemmer klart at hans viden i disse områder er stor, han er da også cand.mag i religion, sociologi og historie. Ved anden gennemlæsning slog jeg mange af navnene/begreberne op, for at opfriske min gymnasiale hukommelse, for hvad var det nu med Sisyfos, og hvad er en gorgon, hvem er Høder og Obol? Herefter giver historierne meget bedre mening, især når man finder ud af, at obol er en mønt!

A. Runes historier er en blanding af både sjove, eftertænksomme og smukke indslag. Der er både den uheldige bestyrer af en kastemaskine, en ligeså uheldig (og klam) far og så må vi ikke glemme ’Hybris’, der er en blandt flere geniale skæbnefortællinger:

Der er perfekt. Han kører sin hånd over det blanke marmor. Kanten er skåret lige så skarpt, som han bad om. Håndværkeren frarådede det, men hvad ved en lakaj om det? Er han måske ikke en af verdens dyrest betalte designere? Når han siger, at en kant er et æstetisk udråbstegn, så lytter verden. De sidste detaljer er på plads i hans pragtvilla, den dyreste på kysten, og han føler sig guddommeligt veltilpas. Han træder et skridt frem for at finde den optimale vinkel og ser ikke kassen med champagne på gulvet. Det er nærmest smukt, da han rammer marmorkanten.

A. Silvestris univers kender jeg efterhånden godt. I hans fortællinger finder vi naturligvis både flyvende katte og havfruer, samt en finurlig forklaring på unbrakonøglens oprindelse. ’Ferie’ rammer med få midler en let genkendelig følelse, en rigtig fin historie. ’Svanesang’, ’Tigger’ og ’Hjertefest’ er Silvestri i det onde hjørne, og i ’Netflix og Chill’ driller han os ganske enkelt. ’Brist’ og ’I fremtiden’ er smukke og poetiske indslag, men der er også de sjove, som ’Dommedag’ og den geniale ’Listepik’:

Lægen lukker kontordøren bag dem og satte sig. ”Tag en stol, Jeanette. Resultaterne er kommet. Der er ingen let måde at sige det på, så det bliver den svære. Børnene er ikke dine.”

Hva?”

Hverken Anne eller lille Troels er dine.”

Men hvordan? Jeg har født dem begge! Og den tredje…”

Mysteriet vokser,” sagde lægen. ”For de er til gengæld Peters.” Jeanette greb sig til maven og så ud ad dørens rudefirkant. Peter og børnene vinkede til hende. Hun havde godt vidst, at han var snedig, men det her var alligevel imponerende.

Jeg kan ikke sige ret meget imod denne bog, andet end at den er for kort. Den grådige anmelder ville bagefter gerne have haft 500 sider, mindre skrift og 2000 historier! Det er virkelig en kunst at kunne frembringe så mange fine og bevægende historier indenfor de 5 regler, og begge forfattere mestrer det til fulde. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at der også var indslag jeg ikke forstod, men som helhed står det som et mindeværdigt værk, og jeg vil helt sikkert tage det frem engang i mellem og læse et par sider.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter