Pulitzer Prize
0 kommentarer

Farven Lilla af Alice Walker

af d. 27. august 2001
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

1995

ISBN

87-7560-747-6

Originaltitel

The color purple

Udgave

3.udgave

 

Nogen bøger glemmer man aldrig. De bliver hos en for altid, og brudstykker af dem dukker af og til op i ens bevidsthed med en overraskende styrke og skarphed. “Farven lilla” er en af den slags bøger, og jeg tør godt love, at den ikke efterlader sin læser uberørt.

Celie betror sig til Gud, og det er disse betroelser, der er grundlaget for romanen. Senere tilføjes de breve Celies søster Nettie sender til hende fra Afrika. Men i begyndelsen, da vi møder Celie første gang, er hun en lille, bange, underkuet, fjortenårig sort pige. Og det er hendes personlige tanker om sin verden, vi får del i, og det er rystende læsning. Hver eneste lille ydmygelse, rædsel og sorg bliver blotlagt for læseren i et sprog strippet for korrekthed og barrierer. Bogen foregår i syden i 1920erne, og det er ikke det rareste sted i verden at vokse op for en ung pige, der både når at føde og miste sit første barn, inden hun fylder femten. Men bogen er ikke kun ulykke og elendighed, den indeholder også smukke vidnesbyrd om overlevelse, oprejsning, tilgivelse og kærlighed.

Jeg glemmer aldrig Celies angst, og jeg glemmer aldrig kærligheden mellem hende og søsteren Nattie. “Farven lilla” har beriget mit liv, og bedre anbefaling kan jeg ikke give den.

Vinder af Pulitzer prisen og American Book Award.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter