0 kommentarer

Faren ved at være en Skrake af Kjell Westö

af d. 24. marts 2005
Info
 
Sideantal

373

Udgivet

2004

ISBN

87-11-17073-5

Originaltitel

Vådan av att vara Skrake

Udgave

1.udgave

 

”Faren ved at være en Skrake” udforsker gennem erindringsbilleder forholdet mellem fader og søn, betydningen af fædrenes synder og hvordan det er at vokse op som søn af en særling.

Hovedpersonen, den finlandssvenske Wiktor Jurij Skrake, fortæller om sin barndom og ungdom og forsøger at indkredse den ulykke, der gang på gang slår ned hos de mandlige Skraker. Romanen kommer vidt omkring i slægtens fortid, og det kan godt være lidt svært at følge med i de konkrete historiske begivenheder især i forbindelse med Vinterkrigen. Men det skyldes måske blot denne anmelders manglende viden om Finland.

Wiktors barndom er i høj grad præget af faderen. Både hans passionerede forhold til fiskeri og hammerkast, hans kamp med at skrive og ikke mindst hans gentagne forsvindingsnumre sætter deres spor hos sønnen. Faderen har mange drømme, men det er som om, at de altid glider ud mellem fingrene på ham – succes forvandles gang på gang til nederlag, et ulykkeligt træk, der også kommer til at forfølge Wiktor.

Romanens stærke side er helt klart de gode skildringer af familiens mænd og deres indbyrdes forhold. Også tidsbilledet af opvæksten i 1960ernes og ’70ernes finske landskab er fint tegnet, og der er nogle rigtig gode beskrivelser af bipersoner, som blandt andet det lidt for smarte nabopar, der flytter ind ved siden af Skrakerne.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad der er galt med romanen, men det kan nok bedst forklares med, at hovedpersonen aldrig rigtig træder tydeligt frem. Familiens kvinder, der fylder meget i barndomsafsnittene, forsvinder sporløst senere i beretningen, uden nogen egentlig begrundelse, og portrætterne af dem forbliver uklare.

Men nu er det selvfølgelig også en fortælling om fader og søn.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter