0 kommentarer

Fanget på Østfronten af Jens A. Berg

af d. 23. oktober 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

218

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-08244-9

 

Den dansksindede sydslesviger Jens A. Berg var i tysk tjeneste på Østfronten under Anden Verdenskrig.

Han var tysk soldat nogle af de steder, hvor nogle af de værste slag og massedrab under Anden Verdenskrig fandt sted. I de områder, hvor han var på tjeneste med sine kammerater i den sjette armé, blandt andet som ordonnans på motorcykel, blev partisaner hængt og jøder likvideret i tusindtal.

Men den slags så Jens A. Berg ikke noget til, hvis man skal tro hans bog. Han beskriver gennemgående den tyske værnemagt som gode soldater: ”Når man ser bort fra det store billede og kiggede på relationerne fra menneske til menneske, så var de fine… Vi var først og fremmest solidariske med vore medmennesker, ligesom de var det med os”, skriver han.

Den historiske forskning har dog dokumenteret, at den tyske værnemagt var dybt involveret i mord på civile russere, hængning af partisaner og nedskydning af jøder. Ikke mindst den sjette armé, som Jens A. Berg selv var soldat i.

Jens A. Berg var blot 19 år, da han blev indkaldt til tysk krigstjeneste i 1941. I de efterfølgende fire år blev han sendt til Østfronten tre gange, hvor han deltog i flere alvorlige slag. Turene gik først til blandt andet Minsk, Smolensk og Klin i nærheden af Moskva. I sommeren 1942 var han på en sydligere rute mod byerne Voronezh, Orel, Brubask, Poltava og Kiev. I vinteren og foråret 1944 var han i samme sydlige område. Han var i en periode infanterist med maskingevær og under sommertogtet i 1942 ordonnans på motorcykel.

Han kom vidt omkring ifølge sin egen beskrivelse. Han må have været velinformeret og haft mulighed for at snakke med både tyske soldater og civile i hele området. Men i bogen hører man intet til behandlingen af partisaner mord på civile eller jøder, og det er mærkeligt.

Følger man Jens A. Bergs rute, vil man se, at der stort set i samme perioder på alle de steder, han drog igennem, blev begået grufulde ugerninger mod tilfangetagne formodede partisaner, som blev lynchet. Der var ligeledes systematisk vold og mord på jøder disse steder.

”Selvfølgelig mødte jeg negative oplevelser undervejs, og selvfølgelig optrådte tyskerne på ingen måde rigtigt i alle situationer, men jeg kan med god samvittighed sige, at jeg aldrig har været nødt til at være ond mod nogen i løbet af krigen… Nazismen mødte jeg ikke meget af blandt almindelige soldater og officerer, men selvfølgelig var der brodne kar iblandt dem”, skriver Jens A. Berg blot – og skøjter hen over den tyske værnemagts massive krigsforbrydelser.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter