0 kommentarer

Fanget i flammerne af Lasse Bo Andersen

af d. 27. juni 2016
Info
 
Sideantal

48 sider, illustreret

Udgivet

2016

ISBN

978-87-994154-7-2

 

Vi kunne være blevet begravet levende, stønnede Johnny. Lyskeglen fra lommelygten flakkede rundt. Han var lige ved at snuble hele tiden. Overalt lå der mursten og stumper af beton. De kom en etage ned. Luften var stadig tæt af støv. Og lugten af røg voldsom. Tom lænede sig ud over trappens gelænder. Og stirrede ned. Nede for bunden af trappen kunne han se flammer.”

”Fanget i flammerne” er fjerde bind i Lasse Bo Andersens serie ”Zombie splatter”, en letlæst men actionpakket zombiefortælling for de 8 til 11-årige.

I de første bind blev vi introduceret for hovedpersonerne Johnny og Tom, som holder sammen i kampen mod zombierne – eller kødæderne, som de kalder dem. Efter at være blevet lokket ind på et hospital, hvor en forsker ville bruge dem til sine forsøg, lykkes det dem at undslippe fra kælderen sammen med pigen Lisa. Men Lisas søster er stadigvæk fanget et sted på hospitalet, som nu er i brand. Og fyldt med zombier!

Som jeg skrev om tredje bind, er ”Zombie splatter” hæsblæsende action fra første side. Lasse Bo Andersen står også for de sort/hvide illustrationer, som både er uhyggelige og lidt sjove. Her i bind fire er der desværre færre illustrationer, men historien er igen velfortalt og holdt i et ungt sprog med korte, klare sætninger.

Det lykkes rigtig godt for Lasse Bo Andersen at skabe en både intens og uhyggelig stemning i bogen, og selv som voksen blev jeg fanget ind af de unge hovedpersonernes mareridt, da de opdager, at de er fanget i et trappetårn. Men heldigvis er vores helte både modige og snarrådige, så selvom det er uhyggeligt, er det på den gode måde.

Jeg bliver mere og mere begejstret for “Zombie splatter”-serien, og jeg er overbevist om, at målgruppen også vil nyde denne omgang bloddryppende underholdning med både drama og humor.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter