0 kommentarer

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen

af d. 17. september 2018
Info
 
Sideantal

105

Udgivet

2018

ISBN

978-87-7176-098-9

Originaltitel

kunstner: Tom Kristensen, farvelægning Laura Blicher

Udgave

1.

 

”Fandenivoldsk” beretter om et uhumsk hævntogt hvor mafiaen myrder et bryllupspar midt under bryllupsceremonien, brudeparret genoplives af et par græske guder og nedslagter store dele af mafiaen. Volden er sindssygt udpenslet og dialogen sine steder decideret pervers og vulgær. Som jeg sagde, uhumsk. Der er ikke noget galt i det ene eller det andet, så længe det tjener historien og er doceret tilpas, men skaberparrets mafiosoer er psykopatiske sadister med diverse perverse tilbøjeligheder, og heltene – det genoplivede bryllupspar, er bare de ondes modsvar fraset perversiteterne. Vores heltepar er derudover artister i et ekstrem cirkus, sådan et hvor man sluger sværd og banker søm op i næsten, så på en måde er både helte og skurke en slags freaks. Flade og fladpandede figurer der er skåret grotesk éndimensionelt. Det er meningen, men det er mere et tænkt setup end en egentlig fortælling. Der mangler noget handling.

Skaberne debuterede med “Fordærv”, en helt igennem overraskende gendigtning af et klassisk gysereventyr om et hjemsøgt gods. I ”Fandenivoldsk” står de imidlertid med et stort problem, for selvom albummet er fyldt med grafisk dynamik, er historien en fortærsket omgang, hvor splat og mundlort får lov at fylde for meget. Der er faktisk ikke meget andet end splat og mundlort, og det er åbenbart fandenivoldsk. Det er selvfølgelig helt bevidst, et kunstgreb der kunne fungere, men det havde krævet en Sam Peckinpah eller en Tarantino i instruktørstolen.  Det eneste læseren får er mafiosoer der splattes ud over siderne, når vores zombiebrudepar fanger dem en efter en. Gangsterbossen og hans datter er selvfølgelig personificeringer af begrebet sadist, men det endelige opgør mellem bruden Tia og gangsterdatteren overrasker sgu lidt. Det er splat i yderste potens, men dog alligevel grotesk ’sødt’, hvis man da kan kalde amputerede lemmer søde.

Da Tia tager en bid af en mafiosos hjerte får vi et rent Evil Dead-moment, og gommens kommentar dertil er – kun marginalt for søgt: ’Men, jeg troede vi var veganere?’ Man griner og ryster på hovedet. ”Fandenivoldsk” skal bestemt ikke tages alt for højtideligt og vil formodentlig være guf på et teenageværelse.

Lån tegneserien på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter