0 kommentarer

Fakturaen af Jonas Karlsson

af d. 28. juli 2016
Info
 
Sideantal

152

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7973-776-1

Originaltitel

Fakturan - oversat af Kamilla Jørgensen

Udgave

1. udgave

 

“Fakturaen” er en morsom, lille parafrase over Kafkas “Processen”. En lille mand kommer uforvarende i klemme i det store, anonyme system, hvis evigt kværnende tandhjul truer med at knuse ham, uden at han fatter hvorfor.

Hvor Kafka har betænkt sin hovedperson med det bevidst upersonlige navn Josef K, har Jonas Karlsson valgt slet ikke at navngive sin jeg-fortæller. Hvem er værst stillet?

Hovedpersonen modtager en dag en faktura på det absurde beløb 5.700.000 kr. En fejl, tænker han, indtil en rykker dumper ind ad døren. Beløbet er forhøjet.

W.R.D. hedder kreditor. World Resources Distribution. De holder til i en enorm, grå granitbygning og er sat til at omfordele midlerne i verden efter et helt nyt scoresystem: Oplevet Lykke.

Er du en hvid, rask mand med et lyst sind bosiddende i et vestligt velfærdssamfund, scorer du selvklart højere på lykkeskalaen end en deprimeret, sort kvinde i et uland. Og denne urimelige ulighed skal selvklart udlignes.

Vores helt er en eklatant middelmådighed. Ingen kæreste. Én ven, der udnytter ham. Deltidsarbejde i en videosnask. Lille lejelejlighed uden nogen som helst effekter af værdi. Livret Calzone Speziale. Ingen fremtidsudsigter, lever blot i nuet.

Men som Maud, hans sagsbehandler i W.R.D. siger: “Du er jo et perverst lykkeligt menneske.” Ingen sorger, ingen bekymringer, ingen problemer. Den slags koster.

Jeg-fortælleren har en række stadigt mere personlige telefonsamtaler med Maud, gensidig sympati opstår. Men uanset hvor meget de snakker, og hun forklarer, fatter vores helt simpelt hen ikke, hvad han straffes for. Imens vokser gælden eksplosivt, og en dag er systemet nødt til at reagere.

Man kan indvende, at “Fakturaen” bygger på en spinkel ide, der næppe kan bære en hel (kort) roman. Men Jonas Karlsson formår at holde spillet kørende, så læseren hele tider glæder sig til fortsættelsen. Samtidig kan man ikke andet end at holde af den stakkels, ustakkels hovedperson – man håber virkelig, han klarer den. “Fakturaen” forhøjer ganske enkelt ens følelse af Oplevet Lykke, bagatel eller ej.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter