0 kommentarer

Fakiren fra Bilbao af Bjarne Reuter

af d. 17. september 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

158

Udgivet

1997

ISBN

87-00-32072-2, 978-87-00-32072-7

 

De fem centrale figurer i bogen er alle på sin vis ensomme mennesker:
Tvillingerne Tom og Kamma har mistet deres far, og Tom beskriver, hvorledes børn med kun en forælder går rundt med et hul i maven altid.
Deres mor har mistet sin mand, og har i årene efter hans død været ligeglad med alt andet end koret. Hun har gradvist overladt flere og flere af de dagligdags opgaver til tvillingerne, således at det nu stort set er dem der ordner alt i forbindelse med købet af deres nye hjem “Elgens øje”
Mr. Moony, byens ejendomsmægler og bedemand, har mistet sin mor, og skønt han er betaget af tvillingernes mor (en betagelse som de udnytter på det groveste til at få mr. Moony til at gøre dem alverdens tjenester) er han ude af stand til at lade være med at sammenligne alle med den afdøde mor, hvis billede han altid kysser, når han bliver bevæget.
Fakiren fra Bilbao har mistet sin tvillingebror, og er gradvist gået til grunde af sorg. I starten af bogen optræder han som et ulækkert ildelugtende spøgelse, men efterhånden som den menneskelige kontakt mellem ham og omverdenen bliver større, vækkes han til live igen.

Bogen er skrevet i vanlig Reuter stil. Vi møder Tom og Kamma, der er i færd med at skrive under på købskontrakten sammen med deres mor. De aner ikke, at der i huset gemmer sig en diamant, som to røvere ikke har fået med sig fra et gammelt kup. Men det er der andre der ved! Da det går op for tvillingerne, hvad der gemmer sig i huset, vil de ikke længere sælge den gamle rønne hurtigt igen, men i stedet selv have fingre i diamanten. Det samme vil mindst fire forbrydere! Disse forbrydere dukker op i de mærkeligste forklædninger, og det er kun takket være fakirens evne til at slå fra sig, og mr. Moonys evne til at skaffe beviser af vejen, at de to unge mennesker klarer skærene.

Bogen er fyldt med humør og forviklinger og selvom man er blevet en del ældre end målgruppen, der må være de 11-15årige, kan den stadig give et godt grin.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter