0 kommentarer

Fæstning Breslau af Marek Krajewski

af d. 21. august 2012
Info
 
Sideantal

256

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7973-375-6

Originaltitel

Festung Breslau

 

“En spinkel, afhugget kvindehånd var skubbet ind ad brevsprækken.”

Hånden tilhører en ung pige, der findes voldtaget og myrdet på bestialsk vis, kun iført en SS-uniformsjakke med påsyede pailletter. Brevsprækken tilhører den 62-årige tidligere kriminaldirektør, Eberhard Mock, som netop var i færd med at flygte fra den næsten sønderbombede by Breslau sammen med sin kone, inden russerne løber den over ende. Vi er i det tidlige forår 1945, det nazistiske rødselsregime er ved at bryde sammen, druk, vold og terror er dagens uorden.

Mock ombestemmer sig naturligvis. Han kan ikke bare redde sit eget skind og lade mord på uskyldige forblive uopklarede. Især da ikke, når noget tyder på, at en seriemorder er på spil. Også unge polske piger er fundet maltrakterede med flasker sparket op i underlivet. Og selv om meget i den aktuelle sag peger på, at de brutale russiske tropper kunne stå bag, er Mock ikke sikker. Han tror snarere, det er en højtstående tysk officer.

Sagen viser sig at have filosofiske og religiøse overtoner. En lærd professor og en smuk, troende grevinde, hvis mand deltog i et komplot mod Hitler, er involverede på forskellig vis. Det samme er en sadistisk lejrkommandant og nogle skruppelløse kæltringe, som gerne bytter Værnemagtens dyrebare brændstof for stjålne, jødiske kunstværker. Og lad os ikke glemme de allestedsnærværende rotter, der endnu ikke har forladt den synkende skude.

Ud over Mock spiller den belejrede schlesiske by Breslau (i dag Wroclaw) en hovedrolle i den dystre bog. Især er hele systemet af underjordiske gader, forsyningsdepoter og luksuriøst udstyrede bordeller fascinerende. Her foregår vigtige dele af handlingen, efterhånden som den synlige del af byen bombes til støv og murbrokker af russernes effektive stalinorgler.

“Fæstning Breslau” er fjerde bind i Marek Krajewskis serie om Eberhard Mocks meritter i Breslau før, under og efter Anden Verdenskrig. Der diskes altid rundhåndet op med spektakulære mord og flotte stemningsbeskrivelser, så serien kan absolut anbefales som et hele, men for denne anmelder ser det desuden ud, som om Krajewski efterhånden har skrevet sig varm.

“Fæstning Breslau” er efter min mening seriens mest helstøbte krimi, der sagtens kan læses solo. Også selv om slutningen måske kammer lidt over. Nye læsere kan starte her.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter