0 kommentarer

Fælden af Marko Leino

af d. 11. april 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

403

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7955-923-3

Originaltitel

Ansa

 

Den prisbelønnede finske forfatter Maiko Leinos første bog på dansk, “Fælden”, har alle de elementer, en fuldfed krimi skal have: En spændende og avanceret historie, der spidser mere og mere til, for mod slutningen at eksplodere i et orgie af blod og død – uden at man som læser på noget tidspunkt føler sig sikker på, hvem der overlever. Desuden et flamboyant persongalleri med pindelede skurke, masser af penge på spil, godt timede overraskelsesmomenter, kærlighed, had og forræderi, alt.

På ét plan er det let at forstå, at “Fælden” vandt prisen for bedste finske krimi og blev nomineret til den store, skandinaviske krimipris, Glasnøglen. På den anden side har bogen nogle gevaldige fejl, som trækker ned i pointregnskabet. Mere om dem senere.

Historiens omdrejningspunkt er en narkosmuglingssag af James Bond’ske dimensioner. Den russiske mafia, personificeret af en hyperintelligent armensk manipulator og nogle følelseskolde mordere, skal have flyttet et mægtigt parti opiumbase til Vesteuropa og vil bruge Finland som transitkanal.

Kriminalinspektør Juha Viitasalo har en anelse om, at noget stort er under opsejling. Som et forebyggende modtræk sætter han den uudgrundelige narkobaron Sundström i spjældet og får samtidig gjort et gammelt regnskab op – tror han. På hjemmefronten udvikler konen Saris depression sig til noget meget, meget farligt.

Unge Vesa vil egentlig bare være kærester med labre Tiina, men hans drukfældige far presser ham ind i noget snavs med at udnytte hjælpeløse gæstearbejdere – hvorved de træder den livsforagtende Turunen over tæerne. Turunen, der er makker til Sundström og har kontakter til den russiske mafia… Og så kører spillet. Alle mistror alle, alle prøver at snyde alle, alle er i livsfare.

Det er spændende, ja. Men Leino vil desværre for meget. Han vil være en ny Frederick Forsyth, der sniger sidelange seriøse udredninger om fx den internationale narkotrafik og toldprocedurer ind i handlingen. Og samtidig en Leif GW Persson, hvis personer kan være så lavkomisk tumpede, at det er helt utroværdigt. En af de helt hjernedøde har følgende replik:

“I resten af Europas øjne er Finland et udviklingsland, når det kommer til momsregulering. Og hvorfor? Fordi byggebranchen i sig selv udgør ti procent af Finlands bruttonationalprodukt. Man taler om alerverdens smarte kommunikations- og informationsteknologi med videre og ævler om Nokia konstant. Men i forhold til nationaløkonomien er sandheden en helt anden.”

– og fyren kan knap binde sit eget snørebånd! Alle mænd er i øvrigt enten barske eller fjottede, alle kvinder er klynkende svæklinge. Come on.

Bogen er spækket med sprogbøffer og sjuskefejl, som forlaget må tage på sig. “Bummert”, “ledt en efterforskning”, “det var et vidunder, at Sari overhovedet havde kigget i hans retning” m.m.m.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter