0 kommentarer

Et møde af Milan Kundera

af d. 23. juli 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

179

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-09378-0

Originaltitel

Une rencontre

 

“… et møde mellem mine refleksioner og mine erindringer, mellem mine gamle (eksistentielle og æstetiske) temaer og mine kære gamle helte (Rabelais, Janacek, Fellini, Malaparte…) …”

– skriver Kundera selv som en slags forord til essaysamlingen “Et møde”. Havde jeg dog blot læst disse linjer, før jeg lånte bogen, i stedet for at stole på en jubeloptimistisk anmeldelse i Politiken. Pokkers. I min naivitet troede jeg, at disse sporadiske tekster havde den fjerneste relation til Kunderas fænomenale skønlitterære produktion. Udødelige romaner som, ja, “Udødeligheden”, “En spøg”, “Tilværelsens ulidelige lethed”.

“Et møde” er en meget belæst, gammel mands analytiske tilbageblik på kunst, kunstnere og stilarter – det meste af det ukendt og derfor ligegyldigt for en kulturel opkomling som mig – og holdt på et akademisk niveau, der givetvis vil koble flertallet af læsere håbløst af.

Her er en nedskrevet dialog med en eller anden fyr om Rabelais’ ikke-alvorsfuldheds betydning for moderne romankunst – ikke mindst grundet fremragende tjekkiske og polske oversættelser af den franske forfatter. Her er nogle uforgribelige synspunkter om Fuentes fascination af Broch. En sidelang, minutiøs gennemgang af Janaceks værker og kritikere. Hvem Janacek er? En for længst afdød, tjekkisk komponist, der boede i Brno lige som Kunderas far.

Og hvad skal man mene om denne dissektion af Beethovens Opus 110: “Ved at introducere fugaen (polyfoniens eksemplariske form) i sonaten (den klassiske musiks eksemplariske form) synes Beethoven ar have sat fingeren på det ar som skyldes overgangen mellem to store epoker: Den som strækker sig fra den føste polyfoni i det 12. århundrede til Bach, og den følgende som er baseret på det man har vænnet sig til at kalde homofonien.”

Undskyld, men de fleste af disse tekster er altså inderligt uinteressante for læsere, der ikke har en magistergrad i mellemeuropæisk litteratur eller musik. Havde forfatteren ikke heddet Milan Kundera, var bogen ikke blevet udgivet i Danmark. Eller hvad, Gyldendal?

De to kokkehuer får “Et møde” for en række guldkorn, der har forputtet sig rundt omkring i de lærde gemmer:

Kundera om kunstkritik: “… kunsten i vores halvdel af århundredet er tilsølet af en larmende og uigennemtrængelig, teoretisk munddiarré, som forhindrer et værk i at træde i direkte, uformidlet kontakt med den som betragter det (læser det, hører det).”

Bacon om døden: “… ét er sikkert: Vi er kød, vi er vordende kadavere. Når jeg går ind hos en slagter, er jeg altid overrasket over at det ikke er mig der hænger der, i dyrets sted.”

Kundera om den falske latter hos tv-folk, politikere og helt almindelige mennesker: “Jeg så en person le som overhovedet ikke havde nogen sans for humor og kun lo for ikke at skille sig ud fra de andre, ligesom en spion der iklæder sig en fremmed hærs uniform for ikke at blive genkendt.”

Kundera om ensomhed: “Island: tre hundrede tusind indbyggere på hundrede tusind kvadratkilometer. For at kunne holde ensomheden ud … retter bønderne deres kikkert mod det fjerne for at betragte andre bønder, som også er udstyret med kikkert. Island: Ensomheder som belurer hinanden.”

Kundera om nedskrevne erindringer: “Er det ikke netop det biografien går ud på? En kunstig logik som man tvinger ned over en usammenhængende række af tableauer?”

Kundera om forudindtagethed: “Og jeg tænker på Solsjenitsyn. Var denne store mand også en stor romanforfatter? Jeg har aldrig åbnet en eneste af hans bøger. Hans opsigtsvækkende synspunkter (hvis mod jeg applauderede) fik mig til at tro at jeg på forhånd kendte til alt hvad han havde at sige.”

Kundera om kunstens formidlingsevne: “Et fotografi af en kvinde der tisser, kan give én rejsning, men jeg tror ikke man kan få den samme virkning ud af La pisseuse af Picasso, skønt det er et superbt erotisk maleri.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter