0 kommentarer

Et eventyr af Jonas T. Bengtsson

af d. 16. november 2011
Info
 
Sideantal

386

Udgivet

2011

ISBN

978-87-638-1194-1

 
Vi møder bogens hovedperson, drengen, første gang 1986, hvor han er 6 år. Han bor alene med sin far, og de ser ikke andre familiemedlemmer – hverken en mor, bedsteforældre eller andre, der er kun de to, som vi følger frem til 1989. De flytter ofte, faren arbejder hist og her uden ansættelseskontrakt og får lønnen udbetalt kontant, drengen er ofte med faren på arbejde, hvor han hjælper til og bruger ellers dagen på at tegne. Om aftenen fortæller faren eventyr – og om natten har faren ofte voldsomme mareridt.

Drengen er tryg ved sin far, stoler på ham, ser op til ham – alt hvad han lærer, lærer han gennem sin far – han går således ikke i skole, men faren underviser ham ved at vise ham den virkelige verden – skoven, kirken – og ved at fortælle. Faren og drengen har mange oplevelser sammen – som den nytårsaften, de ligger oppe på et tag, med tæpper og varm kakao i termokanden og ser fyrværkeriet over byen. Farens indflydelse på sønnen er enorm – han er stort set den eneste sønnen omgås, og drengen suger til sig.

Vi får ikke umiddelbart at vide hvad der er sket, hvorfor de lever på den måde – på flugt, men fra hvad?

Handlingen hopper 7 år frem i tiden, til 1996. Drengen bor nu hos sin mor, stedfar og lillesøster – men snart er han atter på farten, og hos bedsteforældrene og tanten løftes en lille flig af, hvad der er sket med faren. Bogen slutter i år 2000, hvor drengen er 20 år, har taget et nyt navn, en ny identitet, men stadig er rodløs og rastløs.

Jonas T. Bengtsson er en spændende forfatter, som både i denne bog og i den filmatiserede “Submarino” skildrer personer, der ikke har det let, personer der er anderledes, misbrugere, kriminelle eller psykisk syge, personer der ikke rigtig passer ind i samfundets normer. Man suges ind i handlingen, prøver at forstå hvad der er sket i familien, noget af sløret løftes, man må selv tænke sig til resten. Skildringen af far og søn, fortalt med drengens stemme, er en rørende og gribende fortælling, uden at være sentimental.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter