0 kommentarer

Et beskidt job af Pierre Lemaitre

af d. 19. juni 2019
Info
 
Sideantal

448

Udgivet

2016

ISBN

978 87 11 46155 6

Originaltitel

“Cadres noirs” oversat af Karsten Nielsen

Udgave

1. udgave

 

“Et beskidt job” er en typisk Pierre Lemaitre-thriller med et sindrigt komponeret plot fyldt med overraskelser og kontant spænding. Lige til sidste side holdes læseren i neglebidende uvidenhed om, hvordan det hele monstro skal ende. Lemaitre skriver tilsyneladende efter devisen ’forvent det uventede’.

Efter en voldelig episode fyres 57-årige Alain Delambre fra et møgjob, som han kun har, fordi han fire år forinden blev fyret fra en vellønnet HR-chefstilling. Han og hans søde kone Nicole er på fallittens rand og kan bare trøste sig over, at deres to døtre er godt i vej.

Stik mod alle odds indkaldes Delambre til samtale om en uhyre attraktiv HR-stilling i et stort foretagende. Tænk, at man kan være så heldig i hans fremskredne alder… Tro om igen; det skal selvfølgelig vise sig, at vores uheldige helt ikke spor heldig.

Samtalen om jobbet skal foregå samtidig med en fingeret gidseltagning, hvor nogle af det store firmas chefer uafvidende skal testes for deres evner til at håndtere ekstrem stress. En åndssvag idé, der naturligvis kører totalt af sporet.

Lad os nøjes med at røbe så meget, at både Delambre og hans stakkels familie kommer helt derud, hvor man nærmest bare er glad for at overleve. Hvilket absolut ikke er sikkert.

Pierre Lemaitre har moret sig med at skrue en bundreel mand så langt ned i sølet, at han vil gøre, hvad som helst for at få næsen op i frisk luft igen. Hvad som helst. Budskabet er, at hæderlighed kun er en luksus for folk med mentalt overskud.

Konstant afspilles små sentenser fra radioen, hvor én topnyhed er, at en eller anden heldig stodder er blevet mangemillionær på værdipapirer. Og en anden nyhed er, at så og så mange er blevet fyret fra virksomhed xyz, der i øvrigt klarer sig fænomenalt. Kapitalisme stinker.

Pierre Lemaitre er altid god for en spændende og raffineret historie. I min optik er “Et beskidt job” et nummer for usandsynlig, og pointerne stampes ind med træskostøvler. Synderligt elegant er det ikke, men som altid vældigt underholdende.

Får du lyst til at prøve kræfter med den franske krimigigant, så start med én af de tre ‘navnebøger’: “Irène”, “Alex” eller “Camille”. Alle tre er vildt gode.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter