0 kommentarer

Et atelier i Paris af Guillaume Musso

af d. 14. februar 2020
Info
 
Sideantal

415

Udgivet

2018

ISBN

978 87 11 69490 9

Originaltitel

Un appartement à Paris - oversat af Victoria Westzynthius

Udgave

1. udgave

 

”Glem det dér,” slyngede Madeline ud. “Vi er ikke med i Da Vinci Mysteriet.”

Den kække replik i starten af “Et atelier i Paris” er muligvis skrevet med et selvironisk glimt i øjet, for forfatteren har tydeligvis ladet sig inspirere af Dan Browns blockbuster. Hør bare:

En højt begavet mand og en smuk, sej kvinde, begge i deres bedste alder, mødes; lærd musik opstår; små brikker til et mysterium dukker op; og så går den vilde skattejagt gennem Paris for at finde tre forsvundne malerier af kolossal værdi; et såkaldt triptykon, der leder det umage par videre til nogle uhyggelige sager om en berygtet barnemorder, Elverkongen, og en kær, forsvundet dreng.

Ved et uheld indlogeres både skuespilforfatteren Gaspard og eksstrømeren Madeline i det samme lille hus i Paris. Huset har tilhørt den verdensberømte, nu afdøde maler Sean Lorenz, og efter nogle indledende spilfægterier beslutter parret at slå pjalterne sammen for at opspore nogle malerier, som Lorenz efter sigende malede lige før sin død i et sandt arbejdsraseri.

Handlingen veksler mellem London, Paris, Madrid og New York, og den franske succesforfatter Guillaume Musso har tydeligvis opholdt sig i alle fire storbyer, for man føler sig straks hjemme i stedbeskrivelserne.

Til gengæld halter plottet gevaldigt. De indlagte ‘gåder’ undervejs bliver alt for let løst, man tror ikke rigtigt på fremdriften, og ærlig talt bliver det aldrig rigtigt spændende.

De mange, mange citater af kendte kunstnere og personligheder som Picasso, Simone de Beauvoir, Audrey Hepburn m.fl. bliver trættende i længden. Man mistænker med rette forfatteren for at pynte sig med lånte fjer i stedet for selv at finde på noget originalt.

Hele bogen er holdt i 3 person – undtagen ét kapitel med Gaspard, hvor det pludselig hedder ‘jeg’ i stedet for ‘han’. Kapitlet vidner om, at bogen i sin første gennemskrivning har været affattet i jeg-form. Utroligt, at en vågen redaktør ikke har fået øje på denne lapsus.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter