0 kommentarer

Et andet land af Janus Kramhøft

af d. 10. april 2015
Info
 
Sideantal

328

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-728-0

 

Hovedpersonen i “Et andet land” skriver filmmanuskripter, men er ikke nær så succesfuld som sin smukke skuespillerkone, så de skifter bopæl efter hendes engagementer. Bergen, Oslo, Stockholm. Han længes hjem til det frie liv i København, vennerne, den uforpligtende druk. I stedet drikker han lidt for meget i sine ensomme stunder og bliver rasende jaloux ved tanken om alle de spændende, flotte skuespillere, hans udadvendte kone er sammen med på de ugelange turneer. Meget symbolsk hedder ét af stykkerne, hun medvirker i, Betrayal (forræderi).
Tiden går. De får to dejlige børn sammen, har perioder, hvor de elsker hinanden intenst, og andre perioder, hvor de er ved at flå hovedet af hinanden af jalousi. Som oftest ubegrundet. De bliver ældre, omkring fyrre år, flere af både de nære og perifere venner bliver efterhånden skilt, fordi de finder andre partnere. Og de andres skilsmisser starter jo altid med den uhellige kombination af utroskab og jalousi.

Hun, der er lidt ældre end han, bliver mere og mere overbevist om, at han ikke kan lade de kønne, unge piger være. Han benægter, holder sig med besvær på måtten, drikker tættere. Men hendes maniske perioder bliver efterhånden så voldsomme, at hun næsten skubber ham i armene på en fremmed pige.

Som i en film klipper “Et andet land” rastløst frem og tilbage mellem perioder i de to elskendes stormfulde samliv. I Norge, i Sverige, på ferie i New York; han på arbejdsophold i Zambia og København. Kulisserne skifter, men dramaet er det samme: De elsker, de er skinsyge, de hader hinanden, de hader sig selv, de er mennesker af kød og blod.

. og så alligevel ikke. For bogen har et stort problem: De fleste af personerne er navn- og ansigtsløse. Vi ved ikke, hvad hovedpersonen hedder. Hans kone bliver kaldt A, hans bedste ven K, en kæreste benævnes konsekvent ‘den unge kvinde’. Og man får aldrig at vide, hvordan de ser ud. Enkelte personer har navne: Halik, Ellen, Gina, men også de er svære at se for sig. Og dermed næsten umulige at engagere sig i.

Når hovedpersonen siger, at han elsker sine børn og ikke kan leve uden dem, må man jo tro på det. Men vi ved ikke, hvad de hedder, eller hvordan de ser ud, så følelsen kommer ikke rigtigt ind under huden på én. Opråbet bliver et slag i den tomme luft. Man får lyst til at råbe til forfatteren: Don’t tell us, show us.

“Et andet land” er på ét plan både dybt relevant og gribende, ikke mindst for os, der er lykkeligt gift. Nogle af scenerne fornemmes grangiveligt som at være der selv. Men alt for ofte bliver bogen en stiløvelse, hvor man som læser føler sig sært distanceret fra handlingen. Hvorfor skal en fyr kaldes K, når han overhovedet ikke minder om en ellers velkendt person i et Kafka’sk univers? Det giver ikke mening.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter