0 kommentarer

Ernestos hænder af Morten Hesseldahl

af d. 20. juni 2014
Info
 
Sideantal

275

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7146-172-5

 

“Ernestos hænder” er min første bog af Morten Hesseldahl, har dog læst flere af hans “Danmark besat” tegneserier.

Vi følger Jakob Mimer, der er ansat på et forlag og som kæmper for skønlitteraturen frem for populærvidenskaben og krimisucceserne. Hans gamle ven, Mikkel Fjordager, dør efter kort tids sygdom, men i hans efterladte papirer identificerer han en argentiner, der for nylig blev myrdet i København. Flere mord og mystiske hændelser følger, og det går efterhånden op for Jakob, at Mikkel gemte på flere hemmeligheder i sit liv.

Bogen er ret hurtig læst, den er ikke særlig lang men samtidig er den også skrevet i et let og fint flydende sprog. Der veksles mellem at følge Jakob i København, og så små sekvenser fra Latinamerika tilbage i tiden. Det har en god effekt på plottet, og virker som en appetitvækker til at læse videre.

Forlæggeren Jakob er en fin fyr, og det er især sekvenserne på forlaget, der bærer bogen og gør den temmelig interessant. En lille smagsprøve hvor forlagets storsælgende krimistjerne beskrives: “Bøgerne var skåret over den samme letbenede læst med det samme mix af dambladsreportager fra privatsfæren blandet op med udpenslet vold og så en happy ending, der afleverede hovedpersonen klar til at stige om bord i en ny, blodig karruseltur i den næste bog”. Og senere: “Det var, som om det i visse kredse var blevet en vedtaget sandhed, at god litteratur ikke rykkede sig fra lageret, mens den dårlige bare blev skovlet ud til læserne som gylle over en mark, og jo mere den solgte, desto dårligere var den.” Det er godt skrevet og måske langt hen af vejen temmelig rammende. Måske Hr. Hesseldahl taler ud fra sin egen erfaring som tidligere forlægger?!

Jeg synes Hesseldahl er kommet godt fra “Ernestos hænder”, den fungerer fint som spændingsbog uden netop at falde i hullet med de udpenslede mord og overdreven action. Plottet kan godt virke lidt tyndt, men det er alligevel interessant og anderledes. Forfatterens efterord afslører flere sammenhænge i bogen med virkelighedens verden, hvilket bare gør bogen mere interessant, om det så holder eller ej!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter