0 kommentarer

Enmandstelt af Alen Meskovic

af d. 15. juni 2017
Info
 
Sideantal

318

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-18754-0

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Alen Meskovic er født i Bosnien i 1977 og har boet i Danmark siden 1994. Han kom altså til Danmark som 17-årig. ”Enmandstelt” er en selvstændig fortsættelse af ”Ukulele-jam”, der udkom i 2011, men jeg læste ”Enmandstelt”, uden at have læst ”Ukulele-jam” først, og det fungerede fint.

Historien handler om 17-årige Miki, der er bosnier og lever i en kroatisk flygtningelejr sammen med sin far og mor i 1994, hvor der er borgerkrig. Miki er træt af livet i flygtningelejren og vil gerne flygte til Sverige, hvor hans storebror Neno er flygtet til. Miki indvier ikke sin forældre i sine flugtplaner, men en dag er han illegalt på vej til Sverige – men han ender på hovedbanegården i København, og er nødt til at søge asyl i Danmark.

 

Miki kommer til Sandholmlejren, og vi får et indblik i hvordan det er at være uledsaget barn i det danske system. Miki har det ikke let og kender ikke reglerne og ved slet ikke, hvordan man opfører sig i et land som Danmark. Alt skal han lære, og til tider er det absurd at læse, hvordan de myndighedspersoner, han kommer i kontakt med, forsøger at hjælpe – for det var måske en helt anden slags hjælp, Miki havde brug for. Hvorfor fik han som noget af det første udleveret et kondom? Hvilket signal sender det til en ung dreng, der er langt hjemmefra og nok ikke som det første tænker på at finde en kæreste?

 

Miki havner på Fyn, hvor han flytter ind sammen med en bekendt af hans forældre, og vi fornemmer, hvor svært det er for ham at trives på et lille gråt værelse, hvor der ikke er meget andet at lave end at onanere og se pornofilm.

Heldigvis lykkes det bid for bid Miki at få fodfæste i det danske samfund, og det er til tider tragisk-komisk at være med som fluen på væggen – for meget af det, man som dansker tager for givet, er ukendt land for Miki.

Især hyggede jeg mig med at læse om Mikis oplevelser på Roskilde festival, for hvor stort og ukendt må dette fænomen ikke være for en 17-årig dreng fra Bosnien på den tid.

Jeg tænker, at historien er rigtig god at blive klog af, og da den i et vist omfang bygger på forfatterens egne oplevelser som asylansøger, tænker jeg at den må kunne bruges i undervisningen i skolerne?

Bogen er let og medrivende skrevet, og den emmer ikke kun af fortvivlelse, men også af mod og vilje til at ville livet.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter