0 kommentarer

Englenes sorg af Jón Kalman Stefánsson

af d. 6. september 2012
Info
 
Sideantal

325

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92439-13-0

Originaltitel

Harmur englanna

 

“Englenes sorg”, et lyrisk udtryk for sne, er en ny tids islandsk saga med digterværkets elan og prosaens dramatiske fordele. Når sidste blad vendes, sidder man tilbage i sin lune stue med gåsehud over hele kroppen; man mærker uden overraskelse is i øjenvipperne, ansigtshuden kan pilles af i flager, og man har lyst til at putte sig i sneen for aldrig at vågne igen. Thi ingen død er så dragende som kuldedøden.

Jón Kalman Stefánsson skriver om folk og fæ i et Island i vejrgudernes vold. Udefra set er hans bøger romaner, men poesien i sproget modsiger på sæt og vis de gængse genrer; sætningerne er ofte så svimlende dybe og betydningsladede, at man må læse dem igen og igen, frydefuldt begejstret over, at der findes forfattere, der med så megen empati og underfundighed fjerner skællene fra vores øjne.

Et par glimt fra indledningen – og hold nu tungen lige i munden: “Livet er ret enkelt, men ikke mennesket, det vi kalder livets gåder er vores egne vildveje og mørke, tætte skove.” Og: “Vi befinder os i en utæt robåd med rådne net og agter at fange stjerner.” … Så er menneskets dårskab ligesom sat på plads, ikke sandt?

Handlingen er skam interessant nok, især fordi den finder sted i fortidens mere eksotiske Island, men den er og bliver bare et påskud for at åbne vores sind for den rigdom af dimensioner, vi mennesker indeholder uden at være særligt bevidste om det, travlt som vi har med at jagte gods og guld, beruselse og elskov.

Drengens bedste ven Bardur fryser ihjel, men det bliver paradoksalt drengens lykke, idet nogle frøkener i Staden tager ham i deres varetægt og redder ham fra det hårde, kedsommelige fiskerliv, han ellers var udset til. Han får lov at læse og skrive, møder kærligheden og iagttager undrende sømænd og godtfolk, der drikker sig halvt ihjel og gør en ulykke på sig selv og deres kære. Island er ikke et land for sarte sjæle.

Landposten Jens sendes af sin sadistiske arbejdsgiver ud på en farefuld mission til Vinterkysten, hvor breve og nyheder jo også skal frem. I det strenge, næsten mytisk norrøne klima fryser Jens fast til sine heste, mens han længselsfuldt drømmer sig tilbage i favnen på sin kæreste Salvør, der er lige så ensom og mentalt forslået som ham selv: “De holder om hinanden, øde skær i livets malstrøm.”

Drengen er nødt til at gøre Jens følgeskab på færden til Vinterkysten, for den store, stærke mand er panisk angst for at sejle, og de er nødt til at stævne ud over dybe, oprørte vande for at nå frem i tide. Det er april måned, men vinterens sidste krampetrækninger hærger de uendelige, frosne højsletter, vore to helte er nødt til at forcere.

Det bliver en isnende rejse med kulde, sult, syner og døden lurende i hver en snedrive. Vil det umage par, den følsomme, tænksomme dreng og den hårde, indadvendte mand, overleve det umilde vejrlig og hinandens afgrundsdybe forskelligheder? Svaret blæser i de stride storme.

“Englenes sorg”, anden del af en trilogi om den navnløse dreng, er vitterligt elementært spændende, men skal som sagt især læses for sit usædvanlige indre liv og sit mageløse sprog.

Lad os slutte med et par af de karske finurligheder, der er så typiske for Stefánsson: “Lort og Gud er af natur beslægtede størrelser, græsset næres af lort, det bliver grønt og gør verden til et lysere sted, det holder os i live i de lange vintre, og det samme gør Gud for os. Det kan derfor næppe kaldes en stor synd at blande lort og Gud sammen.” Og: “Hvis djævelen har skabt noget i denne verden, bortset fra penge, så er det snestorm på fjeldet.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter