0 kommentarer

Englenes sorg af Jón Kalman Stefánsson

af d. 26. januar 2014
Info
 
Sideantal

391

Udgivet

2013

ISBN

978-87-92439-50-5

Originaltitel

Hjarta mannsins

 

Her i denne autofiktionens epoke med Knausgård og de utallige andre, der poster litteratur-selfies på boghandlerhylderne, finder vi Jón Kalman Stefánsson på sin afsidesliggende ø, Island. Her virker de mange mellemliggende bølger mellem ham og resten af Nordens forfattere som støddæmpere for trenderne herhjemme. Jón Kalman skriver historier. Gedigne historier. Lad os se, hvad hans nyeste handler om:

”Menneskets hjerte” er afslutningen på en trilogi, som har Drengen som hovedperson. I bind 1 fryser Drengens gode ven ihjel på en fiskerbåd. Han havde glemt sin anorak, fordi han inden afgang havde haft næsen nede i Miltons ”Det Tabte Paradis” og var opslugt af ordenes og poesiens dragende kraft.

Denne tragiske hændelse slår et stort tema an: Alle tre bøger handler på den ene eller anden måde om ordenes og litteraturens kraft; om deres betydning for liv og død.
Blandt andet får brevene en central plads. Breve, som ændrer folks skæbner. Breve som skal leveres, skrives, læses, glemmes, huskes, handles på.
Også drengen mærker brevenes kraft her i bind 3, da han begynder at modtage nogle fra en rødhåret ung kvinde, som han i forvejen havde en smule svært ved at skubbe ud af hovedet.

Mange andre ting kan siges om bogens og trilogiens handling og temaer. Men Stefánsson beskriver regnens rusken lige så dramatisk som en slåskamp på liv og død – og hvad er så vigtigst at få med?
Men det fortæller meget godt, hvad Stefánsson gør. Han skaber små og store sprogmirakler. Jeg har hørt, at nogle forskere har fundet en grundtone i universet. B eller H eller noget (hvis det ikke er det samme?) Jeg tror, Stefánsson, hvor fanden han end er blevet kendt med den, rammer den grundtone, når han skriver.
Han sætter ord på livets evige spørgsmål, som her i denne travlhedens og døgnfluernes tid bliver så helvedes vanskeligt at dvæle lidt ved – men som alle, der er bare lidt følsom overfor eksistensens strabadser&skønhed her på jorden, alligevel genkender, når nogen endelig formår at finde ord for det.
Og med de ord et citat, et rimelig langt et, et ret så langt et, er I klar? Et skib er netop kæntret i storm og en masse mænd er døde:

“Man vænner sig til alt, må vænne sig til det, desværre, gudskelov. Livet fortsætter, ufortrødent, intet synes at kunne standse det, et meteornedslag, Guds vrede, naturens trusler, menneskets grusomhed. Skibe kommer og går. Fiskeskibe, nordmændendes hvalfangere, lugtende af levertran og profit, store sejlskibe, prustende dampskibe, de kommer og går og drejer bare uden om Hellige Lovisas køl. Og Håbet kommer med lasten fuld af fisk, propfuld, ganske vist ret små torsk, men fisk er fisk, og i særdeleshed hvis det er torsk. Så smiler også hver eneste mand om bord, disse gamle drenge, hårde, vejrbidte ansigter, fortrukne af søens salt, men storsmilende, det er også rart at komme hjem, om så bare en enkelt nat, mens torsken bliver losset, at klappe børnebørnene og omfavne konerne, selv om de er begyndt at være nedslidte som dem selv, det er længe siden man kunne tale om smukke hænder, for slet ikke at tale om bløde, brysterne slappe, minder om fugle der har opgivet ethvert håb om at flyve, de selv halvvejs tandløse, men det er alligevel lige så godt at ligge sammen som for tredive år siden, sandsynligvis bedre, selv om det sikkert ikke er et smukt syn at se to gamle, stive kroppe gnide sig op ad hinanden, men nogle gange skal man bare ikke tillægge det vi ser nogen betydning, øjne kan være så dumme, desuden får ingen lov at kigge på, det vi gør afsides, dette private, kommer ingen ved.” (s. 203).

Nogle vil måske stejle lidt over Stefánssons “romantiserende” eller “sødladne” tone. Jeg synes dog dette citat viser, at han netop formår at blande store temaer i livet med jordens mudder, torsk og kaffe.

Stefánssons insisterer på at vise vores alle sammens indre bløddyr frem, som bærer rundt på vores sorger, længsler og drømme. Overgiver man sig til dette præmis, så svært er det heller ikke, er der utallige smukke oplevelser at hente i ”Menneskets hjerte”, som jeg hermed på det varmeste anbefaler.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter