0 kommentarer

Enden på tragedie & I fjorten sind af Svend Åge Madsen

af d. 7. december 2019
Info
 
Sideantal

445

Udgivet

2019

ISBN

978-87-02-28133-0

 

Jonathan Tidebon er fanget i en eksistentiel skrivekrampe, fuldstændigt udbrændt midt i universitetsspecialet. Hver gang han forsøger sig, ender opgaven med at blive 15 linjer kortere. Ud af det blå hører han om Virtual Spirituality, hvor det ikke virkeligheden der byttes ud, men identiteten. Ved hjælp af stoffet metamorfoin kan man kortvarigt forlade egen krop, der i mellemtiden får en anden personlighed. Mens Tidebon er besat af en anden, skriver han sine (eller dennes?) tanker ned, og på den måde lykkes det ham at ‘besøge’ eller ‘opleve’ 14 andre personer, som han udnytter som hjælpeforfattere, eller slavearbejdere i sit forfatterprojekt. Resultatet af hans besættelser er faktisk bogens sidste halvdel “I fjorten sind” – 14 noveller skrevet af 14 forskellige fortællerperspektiver. Men det her slavearbejde giver problemerne, for en af hjælpeforfatterne kommer til at læse sin egen novelle, og bliver så påvirket at han ændrer personlighed. En anden har kontakt med en af sine forfædre der levede for over 100 år siden, og da forfaderen hører om det skrevne, ændrer hendes nye viden Tidebons nutid. Det er Madsens fascination af hvordan fortællinger påvirker os er drivkraften bag romanens mange knopskydninger og fortællinger. Og reelt er det et umuligt forehavende at forsøge at redegøre fyldestgørende for Madsens vanvittige, filosofiske, kloge og vidtvoksende roman.

Religion er under pres i Tidebons fremtids-Aarhus. Via en slags socialt medie modtager Tidebon daglige ‘Kuk’ med religionskritiske opslag. Ganske som man kan modtage opslag i en gruppe på facebook. De her ‘Kuk’ er meget morsomme, og fortællinger i sig selv. I et af dem meddeles det at folkekirken er indklaget til forbrugerrådet, for vildledende reklame. Den lover et evigt liv efter døden, men kan ikke føre bevis for sin påstand.

Madsen stiller en masse spørgsmål. Han gør det ikke direkte, men med en smule omtanke opdager man at der er ufattelig meget tankestof her, og (heldigvis) ikke særligt mange løsninger. Faktisk vikles man bare længere og længere ind i Madsens vidtvoksende fortælling. Som de skriver fra forlaget er Madsens bog netop “vidtvoksende”. Alt hvad Tidebon tænker over, alle begivenheder og møder medfører nye plotforgreninger, og det er her jeg uvilkårligt hægtes af. Nok er bogen fremragende skrevet og fortalt, men det er komplet umuligt at forsøge at holde rede på relationerne mellem de mange personer, der kun introduceres ved fornavn. Jeg burde nok have skrevet en liste, eller tegnet et slags stamtræ undervejs for at skaffe mig et overblik. For “Enden på tragedie” får hos alle andre anmeldere en fantastisk modtagelse – givet er det at den starter sublimt, men hurtigt bliver man kvalt i de mange forviklinger. De mange enkeltstående fortællinger som Madsen krydrer sin komplekse roman med er til gengæld lige til at gå til – afsluttede sidefortællinger, der ikke kræver at man har styr på om Peter nu er Anicas farfar, morfar, eller som det på et tidspunkt ser ud til, begge dele. (Og måske var han begge dele, det lykkedes det netop ikke for undertegnede at hitte rede på).

Selvom forgreningerne i længden bliver for meget, er det en bog der vil noget med sin læser. Madsen har fanme ting på hjerte, og man bliver ramt, tvunget til at tænke, og hvor er det rart. Hvor er det fantastisk at få skudt tanker i hovedet som man ikke kan lade være med at reflektere videre på. Faktisk vokser bogen sig stadig størrere længe efter endt læsning, og bogens slutning binder en eksistentiel sløjfe på både religion, identitet og terroranslag som samtidig sættes i en ramme der på logisk vis underbygger bogens titel. Det er faneme flot gjort.

Alt kan anskues fra flere sider, alle historier kan sættes i forskellige lys, og “Enden på tragedie” er i den grad Madsen når han er i det relativistiske hjørne.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter