0 kommentarer

En tusindedel træ i vinteren af Erik Stinus

af d. 29. december 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

475

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7456-720-2

 

I anledning af Erik Stinus’ 50 års digterjubilæum har Jørgen Johansen, Henrik Nordbrandt, Peter Poulsen og Søren Ulrik Thomsen udvalgt digte fra 21 af hans samlinger til bogen ”En tusindedel træ i vinteren”, der er udgivet som en jubilæumsgave til digteren.

De har hver for sig valgt ud fra deres eget hjerte, og resultatet er blevet et fornemt værk på ikke mindre end 475 sider indeholdende 180 digte, som giver et fint indtryk af Stinus’ digteriske arbejde lige fra den første samling, ”Grænseland”, fra 1958 til den seneste ”Konference på fremmed planet”, fra 2003. Han har rejst og opholdt sig i længere perioder i Asien, Afrika og Latinamerika, hvilket har sat sig stærke spor i hans omfattende produktion, der udover digte også inkluderer noveller, rejseskildringer og romaner.

Digtene her afspejler Stinus´ gode iagttagelsesevne, detaljerne er vidunderlige, og hans ganske åbenbare glæde over at opholde sig i naturen skinner hele tiden igennem. Nu er det et udvalg og derfor er det helt naturligt at alle digtene er gode, fulde at tanker om det medmenneskelige og stor poetisk flair. Men stadig er det jo flot, at man kan samle 180 gode digte fra et forfatterskab. Mange har måttet klare sig med mindre.

Stinus er meget stilsikker på sin form. Der er en utrolig god sans for rytme i dem alle. De kalder på at blive læst op! Noget af det virkeligt særlige for denne digter er nok de lange personlige tankerækker, nogle mere lukkede – for mig i hvert fald – end andre, og tydeligvis farvet af digterens politiske og etiske overbevisninger. Er man ikke helt enig, kan man godt føle lidt afstand til digtene. Men holder man ud, får man som oftest tråden og læseglæden tilbage igen. Lidt lige som en lang samtale med et andet menneske. Digtene står på siden og påkalder sig dialog, de er bare af og til uenige med mig!

Typisk for sin generation er der hele tiden den løftede pegefinger i baggrunden, her repræsenteret ved våbnene, sværdet, eller blot en bil der standser. Vi kan ikke slappe helt af. Der er meget på spil, der er os på spil, ”vær stærk, vær sårbar” skriver han i eet af digtene og udtrykker dermed nok hele samlingens essens.

En god samling som anbefales alle digtelskere, der endnu ikke har Stinus på hylderne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter