0 kommentarer

En torn i øjet af Julie Hastrup

af d. 9. november 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

343

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7604-240-0

 

En smuk, ung pige cykler hjem en sommernat, hun er lykkelig og lidt fuld. Hun når aldrig frem. Næste morgen vågner den søvnige provinsby op til nyheden om et bestialsk mord i Fruerskoven.

Det lokale politi beder Rejseholdet om hjælp, og den unge efterforsker, Rebecca Holm, sendes af sted. Det er hun ikke så glad for, hun er vokset op i byen og forlod den som 19-årig med det faste forsæt aldrig at vende tilbage. Hendes følelser har ikke noget med provinsialismen at gøre, men med en traumatisk barndomsoplevelse, der langsomt afdækkes i bogen.

Rebecca har været på kursus i kognitiv afhøringsteknik hos FBI, og gæt hvordan det går ned hos de lokale betjente! Bare det at hun kommer udefra og tror at hun er noget, hm! De kender jo deres folk og ved udmærket godt, hvem der gjorde det, men det blæser hun en hatfuld. Man kan skære sig på stemningen på politigården i Ringkøbing. Kun hendes makker, fraskilte Michael med den smukke profil, er mere åben, men han kommer også fra Kolding.

For at nå til en opklaring må Rebecca og de nye kolleger finde ind til hvem den smukke Anna var, og hvorfor nogen skulle myrde hende så brutalt. Det bliver for Rebecca et møde med byens store familier: Annas velhavende forældre, der ikke fortæller alt; en kristen sektleder med penge og magt, der heller ikke fortæller alt, og med børn der ikke fortæller ham alt.

Det er hårdt og farligt arbejde for Rebecca at komme ind til kernen, og hun har ganske ret i at det hele hænger sammen med, hvem Anna var.

Plottet fungerer, selv om det objektivt set er noget usandsynligt. Bogens styrke ligger i beskrivelsen af provinsbyen og dens bysbarns tilbagevenden, de følelser og minder der vækkes til live hos hende. Og ikke mindst beskrivelsen af Janteloven når den er værst.

Dansk kriminallitteratur har muligvis fået et nyt makkerpar, men med base hvor: København, Kolding eller Ringkøbing?

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter