0 kommentarer

En smule ubelejligt af Mark Haddon

af d. 11. marts 2012
Info
 
Sideantal

452

Udgivet

2007

ISBN

978-87-638-0558-2

Originaltitel

A spot of bother

 

George Hall, som lige har indledt sin pensionisttilværelse, tror at han har fået kræft og udvikler en gevaldig depression. Hans kone Jean har fået sig en elsker, da hendes og George’s ægteskab forlængst har mistet gnisten (men det var nok ikke så smart at vælge George’s gamle kollega). Den temperamentsfulde datter Katie skal giftes med Ray, som ikke rigtig er hvad familien Hall havde håbet på (nemlig en smuk, intelligent og rig børneoverlæge), men derimod både stor, tung og udannet. Sønnen Jamie er heller ikke hvad familien lige havde håbet på (nemlig heteroseksuel og lykkeligt gift, med kone og børn), men derimod bøsse, hvad der er helt utilbørligt indenfor familiens bekendtskabskreds. Katie’s fem-årige søn Jacob (fra første ægteskab) er ked af at skulle være delebarn.

Trods de fremskredne bryllupsforberedelser ved Katie faktisk ikke om hun vil giftes med Ray. Men da George indlægges fordi han har forsøgt at klippe “kræften” af med en saks, da Jean’s utroskab afsløres, da Jacob er allermest ud-til-bens og Jamie er totalt ulykkelig, fordi hans kæreste Tony har forladt ham, så er det Ray, som med sin uendelige tålmodighed og venlighed får familien til at hænge sammen.
Så det går omsider op for Katie, at hun virkelig elsker Ray, og så bliver der bryllup alligevel. Et bryllup, som familie og venner sent vil glemme, eftersom George holdt en uforståelig tale og kravlede over bordet for at tæve Jean’s elsker. Og Tony dukkede uanmeldt op og mødtes med Jamie i en meget øm genforening foran de 70 indbudte gæster.

Er George virkelig syg eller er han bare en hypokonder? Er hans depression mon en følge af hans nyerhvervede status som pensionist, hvilket vil sige en temmelig ringe status i hans egne øjne? Hvad skal han dog få tiden til at gå med nu? Har Jean tænkt sig at forlade ham? Alle i familien har deres egne problemer at slås med; men George er nok den,som lider mest.
“En smule ubelejligt” er et rigtigt familiedrama. Med gnidninger, utroskab, skænderier og forsoninger. Og heldigvis en god portion humor.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter