0 kommentarer

En saga blot af Bent Haller

af d. 29. juni 2001
Info
 
Sideantal

291

Udgivet

1993

ISBN

87-7456-467-6

 

“En saga blot” er en saga som foregår i arbejdermiljøet i 50’erne. Som en ægte saga indeholder den historier om familien, blod, ære og så har den en dejlig humor. Man klukker sig igennem bogen, når man altså ikke lige har det dårligt over den barske opvækst for ungerne i gården og kælderen til arbejderblokken Pjaltenborg. Hovedpersonen er Jørn Nielsen, en lille forsigtig knøs i en hård og kontant arbejder verden. Jørn er ud af en stor familie, som sætter en ære i at være arbejdere og hhv. socialdemokrater og socialister. Mellem benene på utallige mostre og onkler vokser han op, mens han lærer at forstå alle de ting, som aldrig bliver sagt direkte. Der snakkes om kusine Laura, som er deprimeret og altid græder. Om morfar og mormors to yngste børn, Judith og Margrethe, som Jørns mor og moster Maria har specielle nære forhold til. Om onkel Ulrik, moster Minnas mand og eneste i familien med penge og højreorienteret politisk overbevisning og en påstået lovlig venlig omgang med tyskerne under krigen. Der snakkes over skrå og cigaretter, brændevin, øl og øretæver. Mens avisen læses og diskuteres til sidste bogstav. Flere dør, som man nu skal i en saga, og ingen af dem sover fredeligt ind. Er man ud af en gammel arbejderfamilie, er “En saga blot” en historie man konstant nikker genkendende til, og en gang i mellem – især i starten – kan det hele godt blive lige lovlig socialrealistisk. Men humoren løfter bogen til en god oplevelse, som man ender med at huske med et grin.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter