0 kommentarer

En meget jødevenlig ung dansker af Allan O. Hagedorff

af d. 25. februar 2012
Info
 
Sideantal

172

Udgivet

2004

ISBN

87-02-02436-5

 

“I Leipzig sad en meget jødevenlig ung dansker, han havde allerede sendt så mange småpakker til Theresienstadt, at Gestapo havde advaret ham”.

Sådan skrev en af de få tilbageblevne jøder i Tyskland, Victor Klemperer, i sin dagbog “Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste” (“Ich will Zeugnis ablegen bis zum letzten”) den 11. december 1944.
Den unge mand var Allan O. Hagedorff, som tog til Leipzig i 1940 for at arbejde som boghandler, selv om han var jødisk beslægtet, homofil og dermed i farezonen i Nazityskland. Han trodsede Gestapo og hjalp mange jøder med penge og levnedsmiddelpakker, og han fik nære venner i de overbefolkede jødekollektiver.
I det krigshærgede Tyskland drev han en biograf og boede sammen med sin ven Fritz Hartmann, og med sit talent for at sno sig, sin humor og en god portion held undgik han bombardementer, sult og arrestation.

Allan O. Hagedorff, der døde I 2007 90 år gammel og boede i Marstal på Ærø, fortæller for første gang sin historie i bogen “En meget jøde venlig ung dansker”. Bogen er blevet til i samtaler med journalisten og forfatteren Else Cornelius.
Allan O. Hagedorff fortæller en forbløffende historie: Midt under Anden Verdenskrig i det nazistiske Tyskland formåede han som ung boghandler at sende penge og mad til jødiske fanger i tyske koncentrationslejre.
Han valgte som dansker at blive i Tyskland som borger i nazi-diktaturet, da han som homoseksuel havde forelsket sig i Fritz Hartmann – ikke helt ufarligt al den stund, han var kvartjøde, dansker og havde en seksuel orientering, som nazisterne (i hvert fald officielt) betragtede med væmmelse. Det kunne være gået galt ved flere lejligheder, men Hagedorff beholdt roen.

Der er ingen sensationslyst i denne letlæste bog, der efter endt læsning bliver siddende i lang tid. Det er blot en usædvanlig hverdagshistorie, som Allan O. Hagedorff fortæller i et afdæmpet sprog. Lidt gammeldags i sproget, som det engang blev talt i det københavnske borgerskab, hvilket blot er med til at styrke autenciteten. Erindringer på afstand kræver altid skepsis, men Hagedorff beretter troværdigt om den gradvise indsnævring af jødernes livsudfoldelse i Tyskland og til sidst deres forsvinden fra dagligdagen.
Det er en ganske fremragende erindringsbog – en helt speciel af slagsen. Hagedorff har væsentlige ting på hjerte.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter