0 kommentarer

En lille tjeneste af Darcey Bell

af d. 10. september 2017
Info
 
Sideantal

356

Udgivet

2017

ISBN

978-87-12-05400-9

Originaltitel

A simple favor
oversætter: Nanna Lund

Udgave

1. udgave

 

Stephanie er for nylig flyttet på landet sammen med sin mand og søn; det har ikke været nemt for hende at skabe nye kontakter, så da hun møder Emily og de bliver veninder, er hun jublende glad. Emily og Stephanies sønner er begge 5 år og hinandens bedste venner, de går i samme børnehave.

En dag beder Emily Stephanie om at passe hendes søn Nicky, hun lover at hente ham inden sengetid. Men Emily dukker ikke op som aftalt. Stephanie bliver naturligvis bekymret – hun kender Emily og ved, at hun ikke frivilligt vil efterlade sin søn uden at give lyd, uden at svare på opringninger eller SMS’er. Der må være noget helt galt!

Stephanie er blogger – og hun skriver om sine bekymringer for veninden på sin blog. Sådan starter bogen, og allerede her blev jeg forstyrret af personen Stephanie og det hun udtrykker gennem sine skriverier. Hun er ude af sig selv af bekymring for, hvad der er sket med veninden, som har væk i to dage – og så skriver hun side op og side ned om hvilke bøger hun og veninden læser, om småkager, der er ved at brænde på…. nej, vel?

Lidt senere mødes hun med Stephanies mand, Sean. Emily er stadig forsvundet, og ingen ved hvor hun er, eller hvad der er sket. Politiet leder efter hende, og har i den forbindelse haft en samtale med Sean. Her siger Sean: ”Ærlig talt, Stephanie, så føltes det, som om de ikke rigtig troede på, at Emily er død. Jeg ved ikke hvorfor, hvordan de mente, de kunne vide noget som helst om os. Om vores ægteskab. Men jeg fik indtryk af, at de troede, at Emily bare var stukket af.” En underlig udtalelse fra ægtemanden, som man skulle formode stadig håber på, hun bliver fundet i live?

Der er flere ting, der ikke rigtigt giver mening i bogen, jeg kan ikke røbe for meget uden at røbe handlingen, men jeg kan sige, at Stephanie kommer til at fremstå usædvanlig naiv og nem at manipulere, nem at få til at skifte mening og vende på en tallerken. Emily derimod er kynisk, manipulerende, utroværdig og ond – men at hun skulle have held til at slippe godt fra sine planer og handlinger er en tand for urealistisk. Bogen sammenlignes med ”Kvinden i toget” – men er efter min mening slet ikke på samme niveau. Den kører noget i tomgang i starten, så tager handlingen fart, og den bliver spændende, men jeg kan ikke abstrahere fra, at der er for meget der halter – hverken personerne eller plottet er særlig realistisk eller troværdigt.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter