0 kommentarer

En lille bog om det hele af Kim Fupz Aakeson

af d. 9. juni 2012
Info
 
Sideantal

48

Udgivet

2009

ISBN

978-87-02-07464-2

 

“En lille bog om det hele” er en helt suveræn billedbog til dig og en lille knægt. Bogen tager fat da hovedpersonen bliver født. I en skøn fremadskridende bevægelse følger vi drengen gennem opvæksten og slutter da han selv er blevet far. Det går jo ret hurtigt, for sådan en billedbog har kun 48 sider at gøre godt med og da fortælleren desuden har en livlig fantasi skal der jo også være plads til den.
Lad mig bare begynde skamrosningen. Historien er sjov. Cato Thau-Jensens illustrationer er fantastiske. Der sker virkelig noget i samspillet mellem fortælling i tekst og billeder og man bliver nødt til at tænke sig om for at få det hele med, hvilket giver gode muligheder for at snakke med poderne om hvad der foregår. Hovedpersonen er en ikke særlig høj dreng og fordi han er den mindste og ikke kan tæske nogen, får han selv tæsk. Bogens logik er børnelogik. Du kan se det på dem mens du læser op. Det er sådan det er. Gymnastiklæreren synes fortælleren er en lille skid fordi han ikke har lyst til at kaste sig over bukken. Og om natten er han bange:

“Jeg var bange. Jeg var bange for spøgelser og for varulve og for mænd med økser bag døren. Og også for uhyrer under sengen. Men jeg fik helt sikkert sovet alligevel. Lidt i hvert fald. Hvis lyset var tændt.”
Illustrationen viser et mørkt værelse med en lille bange dreng i sin seng fuldt oplyste seng. Hele værelset er fuldt af monstre; vampyren og varulven står i udkanten af lyskeglen og kigger ned på drengen i sengen. “Pis, lyset er tændt, så kan vi ikke æde og økse ham”, siger vampyren. “Lortenat”, responderer varulven. Det er helt vildt sjovt og lidt skræmmende på samme tid. For når man først er overbevist om at der er noget i mørket, så går roen af fløjten og som Aakeson så smukt viser, så er monstrene der måske, men hvis du bare kan få lov at have lyset tændt om natten så går det alt sammen. Jeg er ret sikker på jeg hørte en blanding af et lettet suk og en tvivlende overlegenhed fra min syv-årige, da vi kiggede på de sider i bogen.

I det hele taget er bogen så ærlig og i øjenhøjde med en lille skoledreng som man kunne ønske sig. Der ER jo store drenge der slår og gymnastiklærere der håner. Og der er små drenge (og piger) der ved gud ikke har lyst til at kaste sig over meterhøje forhindringer i en gymnastiksal..

Vores ven får en ven der er lige så lille som ham selv og da han ikke længere er alene om at være lille glemmer han at han er det. Han bliver voksen og får selv en søn og sammen sidder de i sofaen på en dårlig dag for en lille dreng og faderen trøster kærligt og vist:

“Jeg siger at han nok skal få en ven. Jeg siger at han nok skal lære at læse. Jeg siger at livet er sådan her, fuld af tæv og sjov og venner og gymnastiklærere og penge og tivoli og mørke og snørebånd og læger og drømme og slik og biler.
Og jeg siger at det hele nok skal gå. Og jeg ved faktisk at jeg har ret.”´

Både den store og den lille læser er overbeviste. Det skal nok gå. Og tak for det Kim Fupz Aakeson, for en helt igennem smaskhamrende vidunderlig lille livskraftig og -elskende billedbog.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter