0 kommentarer

En helt almindelig han af Chad Kultgen

af d. 28. januar 2008
Info
 
Sideantal

251

Udgivet

2007

ISBN

978-87-7055-123-6

Originaltitel

The Average American Male

 

Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig han? Det er temaet i denne bog, hvor Chad Kultgen forsøger at give sit bud på hvad en helt almindelig mand tænker på. I romanen følger læseren en mand, jeg-fortælleren, og dennes tanker igennem en periode af hans liv. Bogen er skrevet i et sprog, som i den grad kan provokere læseren og sætter holdninger på spidsen. Det, der konstant foregår i hovedet på denne helt almindelige han, er nemlig tanker om, hvordan han hurtigst kan få næste portion sex, og fantasier om hvor skønt det vil blive.
Dog er der intet pornografisk over bogen. Læseren får nærmest medlidenhed med jeg-fortælleren, der fremstilles en anelse ynkeligt, idet han vil gøre alt for at få sex. Eksempelvis har han en kæreste Casey, som han afskyr, men bliver hos for at få regelmæssig sex. Da Casey, som han har været utro adskillige gange, en aften spørger, om han vil giftes med hende, tænker han ALDRIG, men siger i stedet JA SKAT, fordi han er overbevist om, at hun nok ikke vil give ham sex den aften, hvis han siger nej.
Dagen efter fortæller Casey til alle og enhver, at de er forlovede, og pludselig befinder jeg-fortælleren sig på dybt vand; han ved ikke, hvordan han skal undgå at blive gift med Casey og samtidig sikre sig selv regelmæssig sex.

Bogen er genialt skrevet og til tider hylende morsom; de associationer som konstant kværner rundt i jeg-fortællerens hoved er grinagtige og det provokerende ordvalg kombineret med fortællerens ynkelige afhængighed af sex skaber en fin balance i bogen.

Læs den! Den er kort sagt et morsomt mandligt modstykke til “Bridget Jones dagbog”.
(Læs den ikke, hvis du let bliver provokeret over mandschauvinistiske udsagn og har noget imod, at de kvindelige personer i bogen generelt bliver fremstillet som hjerneløse sexobjekter).

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter