0 kommentarer

En have uden ende af Christina Hesselholdt

af d. 20. juni 2006
Info
 
Sideantal

85

Udgivet

2005

ISBN

87-638-0230-9

 

“En have uden ende” er 20 korte og klare prosatekster, der handler ret meget om knogler og om livet i og kontra disse. Bogen er en fornøjelse. Stilen er ironisk, inderlig og spiddende. Sproget er levende, klart, smukt.

Det handler om vores liv i starten af det nye årtusinde. Det handler om udflugtsture til diverse klostre og kirker for at se på knogler og på de tanker, det sætter i gang, det være sig relevante som uvæsentlige. Det handler om os. Om hvordan vi lever klods op af smerten uden at se på den.

Man får det ikke dårligt af at læse “En have uden ende”. Prosaen forholder sig med ironisk distance til tiden og er selv en liflig blanding af ligegyldigheder om uddøende stikkelsbær og rå glimt fra en dansk Røde Kors lejr. Her har de fortabte vænnet sig til flyene, der brøler lige ind over lejren til og fra landingspladsen på den nærliggende flyvestation.

Nogle af teksterne er korte, gribende og poetiske, som “Kjolen”, der beskriver en kjole på en tørresnor, som var den udsat for liv. Eller “Vinter”, hvor en kvinde ligger og drømmer i sneen, mens hendes kæreste skraber bilvinduerne fri for sne. Jeg tror vel og mærke, det er kvinden, som ligger i sneen. For hvor mange kvinder ville finde sig i at skulle ordne bilen, mens han bare LÅ der?

Teksterne er fyldt af kontraster. I “Det beroligende syn af knogler” (!) er familien på tur til Æbelholt Klostermuseum, hvor de blandt andet ser på skeletterne af en mor og hendes ufødte barn. Der står de selv, en levende familie og kigger på to, der ikke klarede den, og hvad bruger de den oplevelse til? Ja de henviser da til de stærke knogler, de så på museet, for at få ungerne til at drikke deres mælk.

Især bed “Nationalfuglen skal intet fattes”. Her er folket stimlet sammen om og får reddet en svane, som de andre svaner hakker på. Det er en stor omsorg, der vises for nationalfuglen. Falck kører den stakkels svane til en anden sø, og folk kan gå hjem med ro i sjælene. Tilbage står kun en lille drukfugl, som ingen får relokeret til en anden sø, for han er jo “i og for sig allerede hjemme, den heldige rad, idet hele København måtte betragtes som hans hjem.”.

“Kattegat” slutter poetisk samlingen med at brede armene ud. Sjældent læser man en så tilfredsstillende sidste linie. Sjældent er man så klar over, at man er klar til en genlæsning:

“Kom, verden, lukt i mine arme”.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter