0 kommentarer

En fabel om Fausto af Oliver Jeffers

af d. 13. maj 2020
Info
 
Sideantal

96

Udgivet

2020

ISBN

978-87-11-98047-7

Originaltitel

The Fate of Fausto (oversætter: Camilla Schierbeck)

Udgave

1.

 

Med „En fabel om Fausto — en malet fortælling“ har Oliver Jeffers skabt en perle af en billedbog, med både imponerende illustrationer og et vedblivende budskab. Bogens helt, eller snarere anti-helt, er en grådig mand ved navn Fausto, der mener, at han ejer alt og kan bestemme over alt: blomsten, fåret og træet i sit have, marken, søen og bjerget udenfor. Og mere vil have mere. Så han tager ud på havet for at meddele, at det er Fausto, der bestemmer over alt, også over havet. Men derude møder han modstand.

Fablen om Fausto er en enkel historie, der dog rummer en stor dybde. Og det er som om budskabet, at vi — når alt kommer til alt — ikke ejer noget som helst, bliver forstærket på den enkle måde, det fremføres. Også Jeffers’ litografiske illustrationer er enkle, men han bruger farverne — lysende pink, strålende gul og mørkeblå på hvid baggrund — på en så klog måde, at hver illustration er et lille kunstværk i sig selv.

Faktisk minder Jeffers lille perle lidt om en anden berømt børnebog, en anden fabel med et filosofisk budskab og bemærkelsesværdige illustrationer, hvor der ligeledes forekommer en blomst, et får og mennesker, der vil bestemme over ting, de ikke kan bestemme over eller eje ting, der ikke kan ejes — „Fabel om Fausto“ minder en lillebitte smule om Saint-Exupérys „Den lille prins“. Og det er jo fornemt litterært selskab.

I Oliver Jeffers cirka 100 sider lange fortælling får både tekst og illustrationer stor plads til at udfolde sig: på nogle sider står der kun ét ord, og de store lysende illustrationer står skarp frem på den hvide baggrund. Bogen afrundes smukt af Kurt Vonneguts og Joseph Hellers ord: den vare visdom er, når man ved, at man har nok. Når man ikke længere kræver noget, først da kan man blive rigtigt tilfreds og lykkelig. 

„En fabel om Fausto“ har alt, hvad der skal til for at blive en moderne børnebogklassiker. Hovedmålgruppen er lidt yngre end for Exupérys „Den Lille prins“, idet Jeffers’ bog anbefales fra 6 år. Bogen er allerede en bestseller. Om den også bliver en longseller, må tiden vise. En ting er dog sikkert: bogen vil gøre stor lykke hos alle — børn og unge — der kan lide en god historie med et godt budskab og kunstfærdige illustrationer.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter