0 kommentarer

En af os sover af Josefine Klougart

af d. 18. november 2013
Info
 
Sideantal

261

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-2190-2

 

En sart, sprød tekst. Somme tider sløret og uskarp og af til pludselig helt skarp. Som en skalpel pludselig har blotlagt et åbent sår eller afdækker et brud, der måske allerede indfandt sig ved første møde og et farvel, der trækker ud og har svært ved at blive helt virkeligt.
Man føres ind i stedernes, årstidernes og lysets betydning for forfatterens væren i nuet, og for den måde fortiden dukker op og fremkaldes på. Vi er ofte omkring barndomshjemmet på Mols, hvor sneens væsen og betydning dissekeres på spændende vis, og et æbletræ er fast holdepunkt for de billeder Josefine Klougart “skriver hen imod.”

Det er en bevidsthedsstrøm, hvor handlingen er minimal og dukker op mellem mættede beskrivelser af sansninger og følelser i lagene under de konkrete begivenheder. Tabet af kærligheden er i centrum.
Beskrivelserne oplever jeg ind imellem overvældende. Det bliver for omfangsrigt med de detaljerede sansninger. Det bremser mig i min læsestrøm.
Men der er også skønne steder, når det endelig “klarer op”:

“Sommeren er ikke begyndt endnu. Der er den følelse af ny begyndelse. Man ved godt, den ikke holder længe, den er slut allerede, idet man mærker den, er den ovre. Der er altid noget, der indhenter en; hele tiden er der noget, der er – for sent allerede.
Pludselig blomstrer det hvide, pludselig gyvelen, det gule og så det lyserøde, og pludselig bader vi i søen, kører sammen tæt pakket i biler med håndklæderne om os, for vi er allerede på vej hjem, det er allerede årets sidste svømmetur, søen fryser, er frosset til, og sommeren er forseglet, breve bliver forseglet med rød lak, og det er jul og langt ind i det nye år, før man opdager, at sommeren er forbi, og hvad der skete der, og hvor er du henne nu.”

Der sker noget særligt under læsningen. Den stadige insisteren på følelser og sanser tvinger mig sammen med den springende handling til at finde mine egne billeder af lignende tilstande frem, og på den måde bliver jeg i høj grad meddigter. Om det så var meningen eller ej!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter