0 kommentarer

Elefantpassernes børn Af Peter Høeg

af d. 15. oktober 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

379

Udgivet

2010

ISBN

978-87-638-1467-6

 

Elefantpassernes børn” handler om et par teenagebørns ihærdige forsøg på at opspore deres skøre forældre inden disse laver flere ulykker, samtidig med at de selv må flygte fra forskellige myndighedsrepræsentanter.

Peter og Tilte bor på Finø, midt i Mulighedernes hav også kaldet Kattegat, sammen med deres præstefar og opfindermor. Forældrene har tidligere været i politiets søgelys, fordi de sammen havde udviklet et indbringende koncept, som på én gang styrkede folks tro og forældrenes bankkonto. På stadig mere opfindsom og underholdende måde demonstrerede de deres meget direkte kontakt til gud. Under en særlig forestilling forsvandt 20 millioner kr. i kontanter så op i den blå luft (eller?), men ved et mirakel undgik forældrene en længere fængselsstraf.

Nu er de imidlertid væk igen og børnene frygter det værste. De erfarer at et møde mellem repræsentanter for verdens religioner på et slot i Nordsjælland, benævnt Den Store Synode, falder sammen med fremvisningen af ædelstene for en værdi af milliarder. Og børnenes mor har på forunderlig vis fået ansvaret for sikkerheden omkring udstillingen…

“Elefantpassernes børn” minder mig om Alan Bradleys “Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster”. Et sprudlende billedsprog og nogle meget fremmelige børn som hovedfigurer. Og tilmed forældre som har problemer med ordensmagten. “Elefantpassernes børn” er fuld af fortællerglæde, drengen Peter får idelig tankeassociationer og må komme med små historier og anekdoter fra sin og Tiltes alt andet end kedelige opvækst. Vældigt underholdende med gags og sproglige spidsfindigheder som var det Groucho Marx på slap line. Romanen vrimler med skøre personer og gakkede navne som Anaflabia, Bullimilla, Blablab og Finkeblod.

Hvis der er en dybere mening med galskaben, så må det være noget med at finde sin egen indre elefant. “Elefantpassernes børn” beskæftiger sig en hel del med det spirituelle i tilværelsen, at livet rummer mere end vi aner, det gælder blot om at se det, om at slippe ud af sin egen åndelige spændetrøje. Hvad elefanten så lige rummer skal jeg ikke kunne sige, men det må jo være stort…

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter