0 kommentarer

Elefanterne holdt hver gang med Tarzan af Louis Jensen

af d. 5. august 2014
Info
 
Sideantal

148

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-15796-3

 

Jeg har af gode grunde aldrig været dreng – men jeg hyggede mig gevaldigt med Louis Jensens ”Elefanterne holdt hver gang med Tarzan”.

Bogen er en samling små hverdagssituationer for ”drengen”, hvis navn, vi aldrig får at vide. Drengen bor i en typisk dansk provinsby – nok engang i 60’erne og vi oplever verden gennem drengens øjne og drengens logik.

Det er en magisk bog fra før der var mobiltelefoner og forældre, der hele tiden skulle vide, hvor ungerne var og hvad de lavede. Børn gik simpelthen ud at lege og kom tilbage uden at skulle stå alt for meget til regnskab for, hvad der var sket i den mellemliggende periode. Og de blev mange erfaringer og oplevelser rigere for hver dag, det gik enten godt eller skidt.

Bogen er fuld af drengestreger og guldkorn – og overskrifter som ”De voksne vidste det ikke”, ”Så ville han få tæsk” og ”Hun var ingen heks” dækker over bare et par af de mange finurlige kapitler, som bogen består af.

Fra kapitlet ”Alt andet var ligegyldigt”, side 92: ”Det eneste der betød noget, var det, de andre drenge sagde. Det var dumt at ryge. Drengen nikkede. Han røg ikke. Det vidste moren godt, at han gjorde. Det hang i tøjet. Han lugtede af Kings-cigaretter. Men det var ikke ham. Det var en af de andre drenge, der havde pustet på ham. Man skulle heller ikke lyve. Det gjorde alle drengene.”

Fra kapitlet “Tændstikker” side 19: ”De voksnes afbrændte tændstikker endte på gaden lige under kantstenen. Dér lå de: hvide i den ene ende og sorte i den anden, og vasket stadig blegere af regnen og solen. Drengene samlede dem op. Ned i lommen. Der var mange. De blev brugt til at lave huse af. Hver tændstik blev lagt omhyggeligt. Men det vigtigste var ilden. Den var jo for længst væk, men alligevel var der noget tilbage. Et ekko. De var det, drengene samlede op og puttede i lommen.”

Et ekstra plus ved bogen er at den består af mange korte fortællinger, der kan fortæres mens man venter på bussen, mens kartoflerne koger, mens manden er i bad – eller hvornår man nu kan snige sig til en ekstra læsepause.

Bogen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børne- og ungdomslitteratur.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter