1 comment

Efter syndfloden af Kassandra Montag

af d. 2. februar 2020
Info
 
Sideantal

431

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7191-676-8

Originaltitel

After the flood - oversat af Lene Støvring

Udgave

1. udgave

 

Om hundrede år er jorden blevet oversvømmet gradvist. De få steder der findes land, er på de højeste bjergtoppe. Her er der små samfund og handelssteder for de omrejsende, der hellere lever ombord på skibe. Pirater hærger vandende i forskellige fraktioner, og kidnapper unge piger som ender på grufulde avlsskibe.

Myra bor sammen med sin syvårige datter på det skib, som hendes bedstefar byggede inden syndfloden kom. De lever af at sælge fisk, og er på evig søgen efter Row, Myras ældste datter, som faderen stak af med, da katastrofen nærmede sig.

Efter syv års søgen får de endelig nyt om Row, og så går jagten for alvor ind.

Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse ”Efter syndfloden”, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem.

Den har et eller andet temmelig naivt skær over sig, hvor tingene hele tiden falder i hak for hovedpersonen: Hun møder tilfældigvis en mand der har set Row, hun mangler en navigatør og så dukker han selvfølgelig op, hun mangler et større skib, og det dukker sørme også op, og hun overhører tilfældigvis en samtale mellem to fjender, så hun kan varsko sine venner. Det kommer til at virke banalt, når alt bare klapper via lidt for utrolige tilfældigheder.

Hendes argumenter for at få skibets besætning til at tage kæmpe risici for at nå hendes mål er så vage, at det virker alt for utroværdigt at det lykkes hende at overtale dem igen og igen. Faktisk er hun for mig så usympatisk og ulidelig en person, at jeg sad og blev irriteret på hende. Hun virker hele tiden sur og utilfreds, får konstant sin vilje og ved nærmest hele tiden, hvad andre vil og tænker. Mens hun selv fører alt og alle bag lyset, bliver hun stiktosset, når hun får sin egen medicin. En mere utiltalende og dobbeltmoralsk hovedperson har jeg sjældent set.

Mens handlingsforløbet halter er sproget dog til tider både smukt og poetisk anlagt, selvom der bliver brugt så mange metaforer, at det næsten bliver for meget, og gradvist blev jeg også bare træt af skrivestilen: ”Hans lille kahyt stank af sved, spiritus og lange nætter uden søvn, hvor han lå og vendte og drejede sig, mens bølgerne hamrede mod skibet.” Sikke en lugtesans!

Ærgerligt at udførslen af det lille ”Waterworld” agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter