0 kommentarer

Dyrekirkegården af Stephen King

af d. 15. februar 2009
Info
 
Sideantal

298

Udgivet

1997

ISBN

87-612-0150-2

Originaltitel

Pet Sematary

 

“(.) It was as if, he told himself later, he had spent that entire sunny post-Thanksgiving Friday morning waiting for Church to come back; as if he had known in some deeper, more primitive part of his mind what their night hike up to the Micmac burying ground had meant all along.
He put the hammer down carefully, spat the nails he had been holding in his mouth back into his palm, and then dumped them into the pockets of his workman’s apron. He went to Church and picked the cat up.
“Live weight” he thought with a kind of sick excitement.”He weighs what he did before he was hit””

Da familien Creed påbegynder deres nye tilværelse i et dejligt, rummeligt nyt hus i Maine, forestiller de sig ikke hvad der gemmer sig af hemmeligheder i lokalområdet – nogle mindre uskyldige end andre. En dyrekirkegård, anlagt af egnens børn, for at kunne give de mange kæledyr der omkommer på den lokale landevej en anstændig bisættelse, virker kun sødt i øvrigt velegnet til familiens fredelige kat, for eksempel, når den jo en dag må i jorden. Spørgsmålet er bare om der gemmer sig noget andet end bare dét, i skovene bag den lille gravplads?

Det overnaturlige gys vil evigt og altid have ét svagt punkt, som det er svært at undsige sig fra. Al den kvalme og rædsel der griber om dit hjerte i løbet af de første 300 sider, når alt synes klaustrofobisk, væmmeligt, fordrejet og i det hele taget bare forkert, er det der gør horrorgenren både effektiv og – mener undertegnede – både lærerig og underholdende. Men et uhyre/fjende vil altid miste store dele af sin virkning i det sekund den træder frem og man kan se den i dagslys. Det ultimative gys er det du aner, det du fornemmer i udkanten af dit synsfelt, det du lugter, smager, hører – men ALDRIG det du kan se lige foran og på den måde faktisk næsten forklare.
Indrømmet: Stephen King er en af dem der er dygtigst til at vente med på denne måde at punktere uhyggen til til allersidst, men han gør det stadig og det er det der koster ham hans sidste stjerne. “Pet Sematary” er på et ganske højt niveau sprogmæssigt, og historien er ikke kun uhyggelig, men også hjerteskærende sørgelig og kvalmende – det er altid dobbelt så slemt når man føler med hovedpersonen, som i denne fortælling er en klassisk nede på jorden og umiddelbart ganske sympatisk rationalist, som simpelthen nægter at lade sig kue af at han ikke forstår hvad der foregår. En af Kings store forcer er hans evne til at beskrive rationalistens møde med det overnaturlige – jeg kan ikke forestille mig selv reagere anderledes end Louis Creed gør, hvis jeg blev udsat for det han udsættes for. King maler et billede for os af hvad der ville ske med vores tilværelse, hvis dens rammer pludselig forvandt – og lever samtidigt et nonchalant budskab om hvorfor det er uendeligt vigtigt at holde fast i dem alligevel.
“Sometimes dead is better”.

Bogen er læst på originalsproget.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter