0 kommentarer

Dukkemageren af Jessie Burton

af d. 9. august 2017
Info
 
Sideantal

445

Udgivet

2015

ISBN

978 87 93166 92 9

Originaltitel

The Miniaturist - oversat af Alis Friis Caspersen

Udgave

1. udgave

 

At læse “Dukkemageren” er som at blive væk i et af Rembrandts sært fascinerende, meget detaljerede og uendeligt dystre malerier. En spændende, men også gåsehudsfremkaldende oplevelse.

Handlingen udspiller sig i Amsterdam over fire intense måneder i 1686-87. Den purunge bondepige Petronella gifter sig med den velhavende købmand Johannes og flytter ind i hans store byhus ved én af kanalerne.

Johannes er tilsyneladende altid bortrejst, så en ulykkelig Nella er ladt alene tilbage med hans drage af en søster, to venlige tjenestefolk og to hunde. Tilværelsen synes meningsløs, indtil Johannes som en forsinket bryllupsgave forærer hende et prægtigt dukkehus, der er en tro kopi af det hus, de bor i.

En dukkemager begynder at sende pakker med bittesmå, uhyggeligt nøjagtige miniaturer af personer og genstande i huset – og pludselig går det op for Nella, at dukkemageren på forunderlig vis kender hemmeligheder om husets beboere, som måske helst skulle forblive skjult. Hun frygter snart for de nærmest profetiske pakker, men er også ufrivilligt fanget ind af magien i dem.

Debutanten Jessie Burton har skrevet en fængslende, billedskabende roman om liv og skæbner i et velstillet, men snæversynet samfund tynget af troens og pengenes tyranni. De nederlandske kræmmersjæle får ikke mange pæne ord med på vejen, men duften af deres skønne krydderier og stinkende kanaler bliver hængende i næseborene længe efter, at det sidste punktum er passeret.

Bogen er solgt til filmatisering og til oversættelse i over 30 lande.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter