0 kommentarer

Dukkebarn af Mo Hayder

af d. 22. oktober 2014
Info
 
Sideantal

412

Udgivet

2014

ISBN

978-87-11-33054-8

Originaltitel

Poppet

 

Mo Hayders forrige thriller, “Væk”, var neglebidende spændende, så forventningerne var i top, da “Dukkebarn” landede i postkassen.

Denne gang skal vicekommissær Jack Caffery søge at finde til bunds i nogle uhyggelige begivenheder på Beechway Sikringsanstalt i Bristol. Her sidder nogle af landets mest sindssyge kriminelle og bindegale selvmordertyper. I den senere tid er strømmen begyndt at sætte ud, og i hælene på det sker der sære og blodige ting. Det er, som om anstalten er hjemsøgt af en ond ånd – men sådan nogle findes jo ikke i virkeligheden, vel?

Chefsygeplejer GB og hans foresatte Melanie har begge en fornemmelse af, at noget er rivende galt på Sikringsanstalten, men spiller med fordækte kort over for hinanden. Det skal jo ikke hedde sig, at man er overtroisk…

Sideløbende er Caffery stadig i gang med sagen om Misty, en ung pige, der allerede forsvandt i “Væk”. Pigens mor og pressen belejrer ham, for Misty var en semiberømt model. Cafferys chef vil have ham til at henlægge sagen, fordi den efterhånden er for gammel. Men den egensindige vicekommissær har sin egen dagsorden. Han ved noget, som kun én anden ved – nemlig, hvad der er sket med Misty. Han kan bare ikke fortælle det til nogen.

Den anden, som kender sandheden om Misty, er den seje, mutte dykkerpige, Flea. Og hun vil gøre hvad som helst for, at Caffery ikke opklarer sagen.

Imens er den midaldrende Penny blevet alene. Hendes trofaste, gamle hund er død og skal nu begraves. Det er så uendelig trist. Bedre bliver det ikke, da Penny kommer til at tænke på en person fra sin fortid. En person, der også har været indsat på Sikringsanstalten. Og som har en forkærlighed for små, grimme dukkebørn, som han selv fremstiller.

Penny har onde drømme. GB har onde drømme Alle har onde drømme. Om ‘maren’, en dværgagtig skikkelse, der sidder på brystet af os, så vi dårligt kan trække vejret. Om grotter, hvor man er hjælpeløst fanget.

Mo Hayder lægger sig virkelig i selen for, at begivenhederne skal blive uhyggelige, kalde på vores lille overtro. Desværre bliver det hele bare lidt corny. Det kalder mere på den lille latter. Men ret skal være ret. Slutningen er faktisk så tilpas spændende, at den er alle unoderne værd. Den engelske succesforfatter kan altså noget med at stramme skruen, så man sidder fanget til det sidste.

Michael Krefelds fordanskning er stedvis ret sjusket. Der er mange dårlige undersættelser – fx ‘nattenat’, givetvis oversat fra ‘nighty night’. Nattenat? Come on. “Nysgerrighed dræbte katten,” hedder det et sted (curiousity killed the cat) – på dansk hedder ordsproget “Nysgerrighed dræbte smedens kat.”

Forlagets bagsidetekst lader også meget tilbage at ønske: Chefsygeplejer GB bliver kaldt oversygeplejerske AJ, og vicekommissær Caffery udnævnes til politikommissær, hvilket der ikke er dækning for. Dårligt arbejde, L&R.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter